Statstilskud sikret til kanalforbindelse

Mandag eftermiddag lovede transportminister Lars Barfoed, at regeringen vil give et tre-cifret millionbeløb til kanalforbindelsen i Odense.

Kanalforbindelsen over Odense Fjord har længe været et omstidt emne, og finansieringen har ikke været på plads. Men nu er forbindelsen sikret med mindst 100 millioner kroner fra staten.

Mandag eftermiddag mødtes transportminister Lars Barfoed med Odenses borgmester Jan Boye, for at diskutere forbindelsen. Her lovede han, at staten vil bidrage med et tre-cifret millionbeløb.

Præcist hvor mange penge vil transportministeren dog ikke sige endnu. Først torsdag, når de endelige forhandlinger er afsluttet i finansministeriet, vil ministeren melde det endelige beløb ud.