Steen Møller afløser Jan Boye

Det bliver den hidtidige gruppeformand Steen Møller, der skal være ny By- og Kulturrådmand i Odense efter afdøde Jan Boye.

Den 44-årige Steen Møller blev valgt som ny rådmand på De Konservatives gruppemøde mandag eftermiddag.

Han understreger, at han "kun" er ny rådmand - og altså ikke borgmesterkandidat ved det næste kommunalvalg. Her skal partiet ud at lede efter en ny frontfigur, der kan tage kampen op med Anker Boye.

Havelund bliver ny gruppeformand

Jan Boyes død lørdag aften medfører en større rokade hos De Konservative i Odense Byråd.

Steen Møller stopper som gruppeformand. Hans afløser bliver Lars Havelund, der også bliver 2. viceborgmester efter Mai Henriksen.

Mai Henriksen, der siden folketingsvalget har siddet med et dobbeltmandat, træder også ud af børn- og ungeudvalget. I stedet skal hun fremover sidde i social- og arbejdsmarkedsudvalget.

Ny politisk ordfører for De Konservative bliver den erfarne Merete Østerbye.

Poul Falck bliver nyt konservativt medlem i by- og kulturudvalget.

Udover at være gruppeformand og 2. viceborgmester indtræder Lars Havelund også i børn- og ungeudvalget.

Oversigt

    Oversigt