Sting & Paul Simon klar til Odense

To aflyste koncerter i Prag og Krakow har skabt nervøsitet hos JVB Concerts. Men nu melder Poul Simon & Sting sig klar til koncerten i Odense i næste uge.

De to musikere har på grund af influenza måtte aflyse deres koncerter i fredag i Krakow i Polen og lørdag i Prag i Tjekkiet.

På tirsdag går de to musikere på scenen i Fyn Arena, og JVB Concerts har nu fået bekræftet, at koncerten bliver gennemført som planlagt trods de to aflyste koncerter.

- Vi har netop været i kontakt med dem, og vi har fået at vide, at de genoptager deres tour og spiller i Berlin i weekenden og som planlagt vil være klar i Odense på tirsdag, siger Tue Kempf fra JVB Concerts.

Koncerten blev udsolgt på under 40 minutter, da billeterne blev sat til salg i september, men nu er de sidste detaljer omkring koncerten faldet på plads, og det betyder, at der fra fredag vil blive sat ekstra billetter til salg.

- Der er altid nogle specifikationer på en koncert, der bliver afgjort i sidste øjeblik, og det viser sig nu, at der er plads til lidt flere gæster, siger Tue Kempf.

De sidste billetter bliver sat til salg via billetnet fredag eftermiddag.

Oversigt

    Oversigt