Støjproblemer i europæiske byer: Odense Letbanes tog er tidligere kendt som tysk "Tordentrommel"

I Tyskland og Østrig døjede borgere for år tilbage med massive støjgener i gaderne fra letbanen. Men i en østrigsk by ser man ud til at have fundet løsningen på støjproblemerne.

"Tordentrommel", "buldrebane" og et kørende mareridt på skinner. 

Det var blandt nogle af øgenavnene, som letbanen fik i flere europæiske byer, da de fik etableret en letbane for år tilbage.

Det samme model letbanetog, der kørte rundt på skinnerne i disse byer, er selvsamme grundmodel, der officielt skal køre dagligt i Odense fra slutningen af maj.

I tyske München og Mainz klagede borgerne for ti år siden nemlig over massiv støj fra letbanen, der fik navnet "Donnerwalze" og "Rumpelbahn" af lokalbefolkningen, fordi den lød som torden, når den bragede og vibrerede henover skinnerne i gaderne.

I den østrigske by Graz blev letbanen derimod kendt som "Albtram" med associationer til mareridt, fordi støjen fra letbanen gav søvnforstyrrelser og vibrationer skabte revner i omkringliggende huse, skrev østrigske Kleine Zeitung dengang.

Her skulle man dog senere i 2020 finde en løsning på støjproblemerne i Østrigs næststørste by. 

quote Vi undersøgte dengang München i vores research, men der kom ikke noget med "Donnerwalze". Det undrer mig faktisk, at vi ikke er stødt på det før

Thomas Gram, projektchef for togdrift, Odense Letbane

Et fællesstræk med Odense

Odense Letbane og de tyske og østrigske byers letbanetog kører med samme grundmodel letbanetog nemlig modeltypen Variobahn fra den schweizisk-tyske togproducent Stadler, der producerer letbanetog og regionaltog.

Odense Letbane bekræfter også, at der er tale om den samme grundmodel. Alligevel har man dog aldrig før hørt om ordet "Donnerwalze" før nu, lyder det fra projektchef for togdrift Thomas Gram.

- Det må jeg indrømme, at det har jeg ikke hørt før. Vi undersøgte dengang München i vores research, men der kom ikke noget med "Donnerwalze". Det undrer mig faktisk, at vi ikke er stødt på det før. Det kan selvfølgelig ærgre mig nu, fortæller Thomas Gram. 

- I München var der dengang noget angående revner i letbanetogets model. Det sikrede vi os efterfølgende, at det blev ordnet, så der ikke kom flere sygdomme med over til os i vores kommende letbanetog, siger han.

I 2014 viste det sig, at der i modellens letbanetog i München var revner i svejsesømmene på grund af fejl under produktionen, og det resulterede blandt andet i støj fra sporvognene. Derfor blev alle køretøjerne taget af skinnerne og sendt tilbage til reparation hos Stadler. 

Letbanetogene kom efterfølgende tilbage på skinnerne, men derefter købte MVG, der er Münchens trafikselskab, kun Siemens letbanetog fremadrettet, lyder det.

Odense Letbanes togmodel er en Variobahn fra den schweizisk-tyske producent Stadler.
Odense Letbanes togmodel er en Variobahn fra den schweizisk-tyske producent Stadler.
Foto: Ole Holbech

I dag kører letbanetog af typen Variobahn flere steder rundt i Europa heriblandt også i Aarhus.

Hos Aarhus Letbane er 14 af deres sporvogne af modellen Variobahn. Direktør Michael Borre genkender heller ikke udtrykket, da man dengang valgte denne model i Aarhus.

- Det synes jeg lyder mærkeligt. Variobahn er i min opfattelse ganske lydløs, så jeg kan ikke genkende udtrykket. Når letbanen kører på skinnerne, så piver den da lidt i de skarpe sving, men det lyder da ikke som torden, siger Aarhus Letbanes administrerende direktør Michael Borre.

Munchen3-01
Foto: Daniel Oxholm Sørensen

Støj og søvnløse nætter

I Graz, der er hovedstaden i delstaten Steiermark, blev der bestilt 45 Variobahn-tog i 2007 til en værdi af næsten 100 millioner euro, skrev DerStandard.

Ifølge Kleine Zeitung kunne borgere i byen berette om massiv støj og vibrationer fra letbanetogene. Derudover kunne videnskabelige rapporter fortælle om revner i nærliggende huse og bygningers vægge på grund af sporvognene i gaderne, efter Variobahn kom på skinnerne i 2010. 

- Her viste målte data, at letbanetogene fra Variobahn ikke var højere end andre tog i Graz. Men der var et problem med vibrationerne, der havde en effekt på de omkringliggende huse. 

- Og det var selvfølgelig også et spørgsmål om støj, siger Bernd Hecke, der er journalist og redaktør hos østrigske Kleine Zeitungs redaktion i Graz, til TV 2 Fyn.

Journalist og redaktør Bernd Hecke har haft dækket støjproblemerne i Graz fra sporvognen tilbage i årene. Han fortæller, at specialister var nødsaget til at lave "massive tilpasninger" efter klagerne fra borgerne. 

Herefter kom der nye hjul på alle tog, nye dæmpeelementer og støddæmpere på letbanetogene fra Variobahn for at dæmpe vibrationer og støj, uddyber han. 

- Vi hører intet om nogle problemer med letbanen i dag, men hvis du sidder på restaurant eller bygning tæt på skinnerne, så kan man stadig mærke vibrationerne. Men der er ingen klager mere fra borgerne, der bor i byen, fortæller han yderligere. 

Graz1-01
Foto: Daniel Oxholm Sørensen

Ligesom en Volkswagen

Odense Letbanes projektchef mener ikke, at man kan sammenligne Variobahn-modellen i München og Graz for 13 år siden med letbanetogene, der om kort tid skal køre dagligt i Odense.

For Variobahn bliver ved med at udvikle sig, siden den første af sin slags kom på skinnerne i 1996. Der er både strukturelle forskelle, mens de europæiske standarder hele tiden ændrer sig, lyder det.

- Letbanen skal hellere sammenlignes med en Volkswagen Golf. Der var den allerførste model tilbage i 1970'erne, og nu kan du få en model 8. Det er den samme udvikling, der er gennemgået med Variobahn, og den bliver ved med at udvikle sig, siger han.

Projektchef Thomas Gram fortæller, at man inden etableringen af letbanen besøgte flere større byer blandt andet Bergen i Norge for at lade sig inspirere af deres letbanedrift, inden byggeriet af den odenseanske letbane gik i gang.

Han mener, at letbanetogene på Fyn langt bedre kan sammenlignes med letbanetoget i netop Aarhus og Bergen i Norge, hvor man også kører med nyere sporvogne af typen Variobahn. Her har man været i løbende kontakt med begge byer om flere forhold, fortæller Thomas Gram.

Ifølge Odense Letbane har man været i gang med at foretage kontrolmålinger på støjniveauer rundt på flere adresser i byen.

- Vi er i gang med at skrue på flere ting, men vi er nødt til at se effekten af det først, inden vi kan gå videre, siger projektchef Thomas Gram.

- Jeg kan mærke, at der er sket en betydelig forbedring. Jeg underkender ikke, at folk er irriteret over lyden fra letbanen, men jeg er sikker på, at vi nok skal nå til et tåleligt niveau, for vi er på rette vej.

Eksempler: Her kører Variobahn-tog i Europa

En løsning på støjen?

For nyligt ser det ud til, at østrigerne dog har fundet en løsning på støjproblemet i fremtiden. Ti af sporvognene fra Graz Linien, der er holdingselskabet bag letbanen, har fået udviklet et overvågningssystem med indbygget sensorer af det tyske firma ZF. 

Her overvåger sensoren ujævnheder på hjul og skinner under kørsel, som har forårsaget støjforureningen i Graz. Disse bump på vejen skaber vibrationer i jorden, som generer ind i bygningerne, og det skaber i sidste ende støj for borgerne, viser en undersøgelse fra Graz University of Technology fra 2016.

Illustration informeret af Graz University of Technology research.
Illustration informeret af Graz University of Technology research.
Foto: Daniel Oxholm Sørensen

Her er det eftersigende lykkedes at reducere støjbelastningen for beboerne til et minimum, lyder det fra værkstedsleder Thomas Kerschberger fra Graz Linien til Kronen Zeitung.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Graz Linien, men virksomheden er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Herhjemme har Odense Letbane modtaget mere end 130 naboklager om støj fra letbanen. Her viser nye målinger, der er bestilt af selskabet selv, at støjen sågar overskrider den tilladte grænse visse steder i Odense.

Oversigt

    Oversigt