Stor aktion: Massivt politiopbud i Odense

Politiet har over store dele af landet gang i en større anholdelses- og ransagningsaktion. Ifølge Fyns Politi er der ingen fare for almindelige borgere.

Opdatering
Clock23. sep 2019, kl. 07:51
Vi har tidligere skrevet, at aktionerne var rettet mod Hell's Angels. Ifølge HA’s advokat, Peter Secher, er der ingen medlemmer af HA, som er blevet ransaget, sigtet eller anholdt. Denne oplysning er derfor ændret i artiklen.

Politiet er ifølge TV 2/Fyns oplysninger i store dele af landet i gang med en kæmpe anholdelses- og ransagningsaktion, der er kulminationen på en længerevarende efterforskning af distribution af våben.

Det bekræfter kilder over for TV 2/Fyn.

I løbet af natten samt først på dagen fredag har politiet i flere landsdele angiveligt foretaget en række ransagninger. Målet med ransagningerne var at finde våben. TV 2/Fyn ved ikke, hvilke våben der er tale om.

TV 2/Fyn har talt med anklageren i sagen, senioranklager Lasse Biehl fra Særlig Efterforskning Øst, SEØ. Han bekræfter, at der er grundlovsforhør ved Retten i Odense klokken 13.

- Det handler om to mænd, der er blevet anholdt på Fyn i morges - og meget mere kan jeg ikke sige lige nu, siger Lasse Biehl.

Senioranklageren fortæller, at han vil forsøge at få grundlovsforhøret holdt bag dobbeltlukkede døre, så presse og tilhørere bliver sendt ud af lokalet, inden sigtelsen mod de to mænd læses op.

Dobbeltlukkede døre

- Det gør vi for at få det hele skærmet for offentligheden, siger Lasse Biehl.

Ifølge Ritzau handler sagen blandt andet om våbenbesiddelse. Senioranklageren ønsker over for TV 2/Fyn ikke at bekræfte, hvad sagen drejer sig om.

Masser af betjente i Odense

Et massivt opbud af politibetjente er i forbindelse med sagen samlet ved politigården i Odense fredag formiddag. Omkring klokken 09.40 holdt der 14 politibiler ved politigården, hvoraf to har svenske nummerplader.

De ankom til politigården i en lang kortege og med blå blink omkring klokken 09.30.

Fyns Politi bekræfter, at der er gang i noget, men kan ikke uddybe officielt.

- Det er en aktion, der foregår. Jeg kan ikke rigtig sige noget om, hvad det er, siger Milan Holck Nielsen, vagtchef ved Fyns Politi. 

Ifølge TV 2/Fyns reporter på stedet er der betjente fra både politiets sprængstofeksperter, EOD-tjeneste og adskillige bombehunde.

TV 2/Fyn erfarer, at det er i forbindelse med efterforskning fra Særlig Efterforskning Øst, der trækker spor fra København til Fyn.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Københavns Politi eller Rigspolitiet på, hvad det store politiopbud skyldes.

Ifølge TV 2/Fyns oplysninger er der oprettet kommandocentral for aktionen på politigården i Odense.

Rigspolitiet henviser til Fyns Politi for yderligere kommentarer og oplysninger om sagen.

 
 
 
Foto: Ole Holbech

(Artiklen opdateres..)