Stor interesse: Fyns dyreste lejlighed sat til salg

Nu bliver nogle af de dyreste lejligheder på Fyn nogensinde sat til salg. Fra næste uge kan nysgerrige og rige fynboer få et indblik i, hvordan det bliver at bo i TBT-Tower i Odense midtby.

Vil du bo i en luksuslejlighed midt i Odenses nyopførte kvarter og have udsigt over hele byen fra en kæmpe terasse? Så er det nu, du skal slå til. 

Salget af de 47 lejligheder i det 17 etager høje TBT-Tower på den lukkede del af Thomas B. Thriges Gade er allerede smugstartet.

- Vi havde et VIP-arrangement i Odeon fornylig, og det har betydet, at vi allerede har solgt godt en fjerdedel af de lejligheder, der bliver sat til salg i byens nye vartegn, siger Henrik Christoffersen fra Home. 

Højhuset bliver opført af Togt Ejendomsudvikling, og ejendomsmæglerkæden Home står for salget. Soklen til højhuset er klar, og allerede i september 2018 forventes de nye købere at kunne rykke ind i luksuslejlighederne. 

 
 

Den dyreste lejlighed kommer til at ligge øverst på 17. etage og er på 313 kvadratmeter. Fra terrassen på 24 kvadratmeter er der udsigt over hele Fyn. Udbudsprisen lyder på 20 millioner kroner - og hvis det bliver salgsprisen, er der tale om den dyreste lejlighed på Fyn nogensinde.

- Der er tale om en helt unik bolig på Fyn, hvor man kan parkere bilen i p-kælderen og tage elevatoren direkte op i sin lejlighed. Vi har allerede fået rigtig mange henvendelser om denne lejlighed, og jeg tror ikke, at det bliver et problem at få den solgt, siger Henrik christoffersen.

De resterende 46 lejligheder ligger i prislejet fra 2,5 til 5,9 millioner kroner. 

Næste søndag holder Home åbent hus, hvor interesserede via et showroom kan få et indblik i, hvordan det bliver at bo i Fyns nye højhus.

Oversigt

    Oversigt