Stor ordre til Lindø-værftet

Odense Staalskibsværft har indgået en kontrakt med den engelske rederigruppe EPIC Shipping om bygning og levering af seks Ro-Ro skibe. Det oplyser værftet torsdag.

Bygningen af skibene vil gennemsnitlig give beskæftigelse til omkring 600 personer i perioden fra 2008 og indtil levering af det sidste skib i 2010.

- Vi er glade for denne ordre fra en ekstern kunde, dels fordi den viser, at værftet er konkurrencedygtigt i Ro-Ro segmentet, og dels fordi skibene - med byggestart i sommeren 2008 - passer godt i Værftets planlægning, siger CFO, Peter Jann Nielsen, fra Odense Staalskibsværft.

Skibene er 193 meter lange, 26 meter brede og har cirka 3.700 meter dækkapacitet. Skibene kan transportere cirka 250 trailere og har en dødvægt på 11.000 tons.

Oversigt

    Oversigt