Stor skuffelse: OB taber pokalsemifinale med et brag

Et selvmål og tre mål i de sidste 45 minutter tog pokalfinalen fra OB.

OB tabte onsdag aften 4-0 til FC Midtjylland i pokalturneringens semifinale, og måtte rejse hjem til Fyn, mens midtjyderne kan gøre klar til at pakke fodboldtaskerne til pokalfinalen i Parken i København.

Det er femte gang, at FCM har spillet sig frem til finalen i pokalturneringen, men holdet har endnu til gode at vinde den. Omvendt lykkedes det således ikke OB at gentage triumfen fra 2007.

FCM's angriber Paul Onuachu sørgede for finalepladsen, da han to gange i anden halvleg scorede med hovedet, mens Gustav Wikheim scorede kampens sidste mål i det 88. minut.

Inden da havde OB's midtbanespiller Troels Kløve lavet et klodset selvmål, da målmand Sten Grytebust ikke kunne forhindre hans skæve tilbagelægning fra at gå i mål.

Kampen blev ellers indledt jævnbyrdigt, og OB var farligst i kampens første halve time.

De to angribere Anders K. Jacobsen og Bashkim Kadrii blev flere gange sendt afsted i hurtige omstillinger, hvor Troels Kløve også bidrog.

Men efter 31 minutters spil kom FCM foran, da Troels Kløve i et forsøg på at spille bolden tilbage til sin målmand lavede selvmål.

Kort efter pausen udbyggede Paul Onuachu FCM's føring til 2-0, da han headede et frispark fra FCM's wingback Rafal Kurzawa i nettet.

Herefter dominerede FCM resten af kampen, og i det 72. minut scorede Paul Onuachu igen med hovedet til 3-0.

OB forsøgte i kampens sidste minutter at etablere et pres, men det var Gustav Wikheim, der slap fri og scorede til 4-0 for FCM.

FCM's finalemodstander bliver fundet torsdag aften, når Brøndby IF tager imod AaB i den anden semifinale.

Pokalfinalen bliver spillet den 17. maj klokken 17 i Parken i Købehavn.

 

Oversigt

    Oversigt