Privatliv kan være fortid, hvis du bor i midten af Odense. For står det til kommunen skal der opføres endnu flere boliger - og det er selvom 6.500 boliger i kommunen står tomme.
På en villavej i Odense er beboerne kede af meldingen.
- Det ville smadre mit privatliv. Jeg er uforstående over for, hvorfor man vælger at gøre det i et villakvarter, siger Tage Mellgren.
Hans baghave grænser op til en grund på Ejby Møllevej, hvor der ser ud til at skulle opføres op imod 159 boliger.
Det er uvist, hvordan boligerne vil komme til at se ud. Men ifølge kommuneplanen skal der bygges en "etageejendom". Tage Mellgren og hans naboer frygter, at bygningen kan blive så høj, at kommende beboere vil kunne kigge ned i deres private haver.
Hverken Tage Mellgren eller hans naboer er blevet informeret om planerne, og lige nu fylder uvisheden meget.
- Vi blev chokerede, da vi hørte om det. Og jeg vil være ked af, hvis der kommer en etagebygning i en højde, så folk kan kigge ind, siger Lotte Rehhoff, nabo til Tage Mellgren.
Lotte Rehhoff og familien bruger haven som et fristed. De nyder godt af både svimmingpool og sauna, men det kan være slut.
- Jeg vil ikke stå i bikini eller slikke sol med tilskuere på, siger Lotte Rehhoff.
Men er det ikke præmissen for at bo i en storby - at man bor tæt?
- Det er en præmis, at der er støj, og vi lever også med udrykning og larm fra letbanen. Men det er ikke en præmis at have tilskuere ned i ens private have på den måde, mener Lotte Rehhoff.
Vokseværk i Odense
Beboerne i villakvarteret nær Nyborgvej er ikke de eneste, der har udsigt til flere naboer.
Det er kommunens ambition, at der skal bo 25.000 flere i Odense inden 2030.
- Vi har sat en meget ambitiøs målsætning for vores bosætning, og det kræver, at vi har boliger til dem, der flytter hertil, siger Søren Windell (K), rådmand for By- og Kulturforvaltningen.
Kommunen vil opføre 16.000 boliger inden for de næste 12 år, hvoraf 10.000 allerede er planlagt. Mange af boligerne skal opføres på allerede eksisterende grunde. Det betyder, at odenseanerne kommer til at bo tættere - til gengæld forsøger kommunen at omdanne tomme bygninger til boliger. På den måde ligger der allerede en bygning flere af de steder, hvor der skal opføres nye boliger.
Rådmand Søren Windell forklarer, at der er to grunde til, at de gerne vil have flere til at bo i byen. Den ene er, at befolkningen bliver ældre, og den anden er, at virksomhederne skriger på arbejdskraft.
Derudover vil de gerne have flere børnefamilier til Odense, og derfor vil de blandt andet opføre flere større lejligheder.
TV 2 Fyn har talt med flere udlejningsselskaber, der er overraskede over, at kommunen vil opføre yderligere 16.000 boliger. De fortæller til baggrund, at det bekymrer dem, hvis det skal bygges inden for de kommende år.
- Jeg håber, de vil tænke sig godt om. Vi har ikke svært ved at udleje vores boliger, men omvendt så er vi ikke fuldstændig lagt ned. Vi oplever, at udbud og efterspørgsel passer meget godt, som det ser ud lige nu. Andre steder i byen hører vi, at billedet er lidt anderledes, men det er ikke noget, vi har undersøgt nærmere, siger Lars Henriksen, ejendomsdirektør hos KD-selskaberne.
Ejendomsdirektøren oplyser videre, at de har boliger, der har stået tomme i noget tid. De forventer, at der også i de kommende år vil være ledige lejemål i Odense, selv hvis der ikke bliver bygget nyt.
- Vi har en ekstern mægler på vores løbende udlejning, som har vurderet, at det ikke er prisen, men udbuddet, der gør, at de står tomme, siger Lars Henriksen og tilføjer:
I januar 2024 var 6.500 boliger ubeboede ifølge Danmarks Statistik, og det er vigtigt at have in mente, mener ejendomsdirektøren.
- Vi ville nok tøve med at bygge nyt inden for de næste år, da vi ville regne med en vis tomgang.
Privatliv over modernisering
Tage Mellgren har boet i huset i 23 år og Lotte Rehhoff i 25 år. I al den tid har der ikke boet nogen på den anden side af haven, til gengæld ligger der en stor bygning.
Det er måske heller ikke den kønneste bygning, I har lige nu som genbo?
- Nej, men til gengæld er der ikke nogen, der kan beglo os, siger Tage Mellgren.
- Jeg kan godt se noget fornuft i, at virksomhedsbygningen ikke længere skal ligge der. På den måde gør det ikke noget, hvis bare boligerne ikke bliver så høje, at de generer udsynet, eller folk kan kigge ind, siger Lotte Rehhoff.