Storcentre misser julehandlen: - Det er super ærgerligt, siger centerchef i Rosengårdcentret

På grund af smittesituationen lukker alle storcentre fra torsdag. Det ærgrer i de fynske storcentre.

Statsminister Mette Frederiksen har på et pressemøde onsdag aften lukket landets storcentre indtil efter nytår på grund af den stigende coronasmitte.

Den udvikling ærgrer naturligt nok Casper Bach Andersen, der er centerchef i Rosengårdcentret i Odense.

quote Normalt er det vores største uge kundemæssigt i december måned

Casper Bach Andersen, centerchef i Rosengårdcentret

- Det er superærgerligt for at være helt ærlig. Både for vores kunder og for vores butiksejere. Både fordi vi har kæmpet hele året, og så er julen en af de højtider, hvor der skal allerflest kunder igennem, siger centerchefen.

Og det er ikke bare en tilfældig uges handel, de mister i storcentrene.

- Normalt er det vores største uge kundemæssigt i december måned, fordi det er tæt på jul. Folk køber ikke julegaver med det samme, de vil gerne kigge flere gange i løbet af julen, og jo tættere vi er på jul, desto flere julegaver købes der, forklarer Casper Bach Andersen.

Han har endnu ikke noget bud på, hvilke konsekvenser nedlukningen får for Rosengårdcentret.

quote Det er frygteligt - et lille mareridt, der skal til at gentage sig

Henrik Petersen, indehaver af Skoringen i Tarup Center og Odense centrum

- Vi kan konstatere, at vi kommer til at miste kunder, og butikkerne miste omsætning. Jeg håber på, at det vil blive tilgodeset i en kompensationspakke. Julemåneden er stor omsætningsmæssigt, så det er ikke nok bare med almindelig kompensation, siger Casper Bach Andersen.

Havde ikke set det komme

Også i Tarup Center har man i øjeblikket travlt med at pakke gaver ind til jul. Og nyheden kom som et chok for indehaveren af Skoringen i centeret, Henrik Petersen.

- Det er frygteligt - et lille mareridt, der skal til at gentage sig. Jeg er faktisk overrasket over, at det er kommet så vidt, og nyheden har ikke helt sat sig fast endnu. Men jeg ved da, hvad jeg skal lave, når jeg kommer hjem, siger han.

Man kan dog ikke andet end at handle ud fra situationen, lyder det.

- Nu prøver vi det desværre for anden gang, men der er ikke andet for, end at medarbejderne bliver hjemsendt. Så hvad skal jeg sige? Der er noget, der er større end det, siger Henrik Petersen, der også har en Skoringen inde i Odense.

- Jeg er grædefærdig

I Langeskov-Centret er mange af butikkerne allerede i knæ, fortæller talsmand Annette Burchall.

- Det, de manglede i foråret, har de ikke haft chance for at tjene. Jeg er grædefærdig, det gør virkelig ondt, siger hun.

- Det her er mildt sagt en katastrofe, for vi havde håbet at få solgt nogle julevarer. Det er det værst tænkelige tidspunkt, det kunne komme på. Men vi har selvfølgelig forståelse for, at smitten skal bremses.

Butiksejer frygter konsekvenser

Lars Skinbjerg Pedersen, der er indehaver af Baggi i Tarup Center, Rosengårdcenter, Nyborg og Svendborg, er bange for, hvad nedlukningen betyder på både kort og lang sigt. 

- Det vil få katastrofale konsekvenser, for vi ved ikke, hvad hjælpepakkerne bliver, siger han og fortsætter:

- Det har også nogle konsekvenser, fordi man sætter gang i nethandlen.

(Opdateres..)