Store forventninger til små fly

Fyn skal tjene penge og skabe arbejdspladser på små, ubemandede fly. Odense Lufthavn skal være testcenter, og tirsdag blev det sat igang.

70 virksomheder og forskningscentre var mandag formiddag samlet i Odense Lufthavn for at sætte gang i netværksgruppen UAS Denmark.

 

Omdrejningspunktet var droner. Et ubemandet fly, som indtil nu har været mest brugt i militæret. Men fremtidsmulighederne er uanede.

 

- Det er jo næsten kun fantasien, der sætter grænserne. Det er alt fra at tælle sæler i Grønland eller lede efter olie, siger Peter Høgsberg, der er lufthavnschef i Odense Lufthavn.

 

De mange virksomheder skal bruge det nye netværk til at dele viden og skabe grobund for samarbejde. Et samarbejde, der i sidste ende kan skabe nye, fynske arbejdspladser.

 

Det er dog stadig svært at sige, hvor mange, der kommer i arbejde.

 

- Jeg har en forventning om, at vi ser anseeligt antal medarbejdere, der vil komme til at beskæftige sig med det her, siger Peter Høgsberg.

 

Man regner med at EU vil lempe reglerne for brug af de ubemandede fly i 2016. Derfor er det også vigtigt, at være helt klar til den tid.

 

- Vi har en forventning om, at det her kommer til at vækste i selve lufthavnen. Men det vigtigste er alle de virksomheder, som kan få gavn af en facilitet, som den her i Odense, siger Peter Høgsberg.

 

I øjeblikket omsætter hele branchen for de ubemandede fly for 40 milliarder kroner årligt.

Oversigt

    Oversigt