Storsejr til Odense Håndbold

Team Esbjerg måtte se sig slået stort i Odense tirsdag aften, da Odense Håndbold trak fra mod slutningen.

To point havde lunet gevaldigt for Team Esbjerg tirsdag i jagten på den bedste udgangsposition til slutspillet i HTH Go Ligaen.

Sådan gik det dog langt fra, da vestjyderne besøgte Odense Håndbold, som endte med at køre gæsterne helt over med en 33-23-sejr.

Dermed forbliver Esbjerg på 26 point med en enkelt kamp tilbage i grundspillet. Klubben måtte se Viborg HK snuppe fjerdepladsen med en udesejr på 25-24 over Aarhus United.

Odense nåede op på 31 point, og en sejr over Ringkøbing vil sikre andenpladsen efter København Håndbold.

Esbjerg havde fokus på fjerdepladsen i ligaen inden opgøret, da den giver point med i slutspillet, hvor otte hold spiller i to grupper.

Gæsterne måtte dog stille op uden Estavana Polman, der ikke var blevet klar efter sin skade, og det kunne ses i Esbjergs offensiv i indledningen.

Her søgte gæsterne efter åbninger, men hjemmeholdet slog til på flere kontraløb og ændrede 3-3 til en 7-3-føring, mens Esbjerg havde svært ved at trænge igennem Odenses kompakte defensiv.

Vilde Ingstad sørgede dog for reducering til 5-8 for Esbjerg, og Mette Gravholt reducerede yderligere, mens Odense begyndte at sløse med afslutningerne.

Efter 20 minutter var opgøret næsten lige ved 8-9, men igen fik Esbjerg udfordringer offensivt, og Odense øgede til 11-8.

Det lykkedes dog Esbjerg at holde spændingen intakt og blot være bagud 11-12 ved pausen.

I en rodet indledning på anden halvleg holdt Esbjerg sig inde i opgøret, men Odense bragte sig igen foran med to mål ved 19-17 og 18 minutter igen.

Indtil da havde hjemmeholdets føring hele tiden været på et eller to mål, men med et kvarter igen var Odense foran 21-18.

Herfra øgede hjemmeholdet og sikrede sig storsejren på ti mål, da Esbjergs kræfter slap op.

Kampens tal

Oversigt

    Oversigt