Streetrace: Dæk brændes af i Odense - igen

Hvis du er til brummende motorer, bilos og hvinende dæk, skal du tage til Stat-Ene-Vej på lørdag. Årets fjerde og sidste omgang af det lovlige streetrace bliver skudt i gang.

Det er fjerde gang på et år, at Stat-Ene-Vej i Odense SØ kommer til at være centrum for gaderæset, som afholdes af Racedays.dk. Gaderæs har ellers tidligere kun været ulovlige, men Racedays.dk har i samarbejde med Odense Kommune og Fyns Politi arrangeret løbet. 

Indtil videre er der 20-30 kørere tilmeldt, men medieansvarlig for Racedays.dk Mathias Mose Olesen fortæller, at de fleste dukker op på dagen og tilmelder sig. Ved sidste gaderæs blev der slået rekord med 82, som kørte ræs, og cirka 600 tilskuere. 

- Vi vil rigtig gerne, at vi rammer det samme som sidst, men der er lignende arrangementer rundt omkring i landet, så vi er glade, hvis vi rammer cirka 50 fartglade deltagere og 500 tilskuere, siger Mathias Mose Olesen til TV 2/FYN. 

Det er netop kombinationen af den høje fart og den høje sikkerhed, som tiltrækker mange mennesker, mener Mathias Mose Olesen. 

- Vi har formået at gøre det til et meget stuerent familiearrangement, som tiltrækker både voksne og unge, der bare gerne vil se på hurtige biler. Sidst gang var der sågar et barn i barnevogn med høreværn på, uddyber han. 

Aftenen byder også på Danmarks første og eneste liga for lovligt streetrace: DMStreetrace. En liga med to serier med i alt 41 deltagere, og der bliver kæmpet i toppen af hver af serierne. 

Det hele foregår på Stat-Ene-Vej mellem klokken 20 og 24 på lørdag. 

 

Oversigt

    Oversigt