Succes-ramt badeland udvider åbningstid

Et nyt badeland i Odense er næsten ved at drukne i sin egen succes. Publikum strømmer til i meget større omfang, der er plads til. Nu bliver der arbejdet på flere løsninger for de badetrængende.

Gæsterne er vilde med det nye badeland her i Bolbro i det vestlige Odense. For et lille år siden åbnede badelandet og siden er gæsterne strømmet ind.

- I januar har vi haft 13.000 gæster, så det er over al forventning, siger svømmehalsleder Jørgen Æbelø fra Odense Idrætspark.

Dermed slår januar alle rekorder. Og oven i de 13000 gæster kommer der faste kunder fra skoler, klubber og foreninger. Og det nye badeland trækker også gæster til fra store dele af Fyn, gæster der hidtil har været nødt til at køre længere væk.

Men den store succes har også en pris.

- Vi har desværre haft ventetider på op til en time, fortæller svømmehalsleder Jørgen Æbelø fra Odense Idrætspark.

Men belastningen er meget svingende, og det er kun få tidspunkter i løbet af ugen, at der kan være ventetid.

For at give plads til flere bliver åbningstiderne i weekenden udvidet.

Samtidig er indgangsområdet blevet ombygget, så der er mere venligt for ventende gæster. Og er er indført armbånd med forskellige farver, så de er muligt at styre gennemstrømningen af gæster i varmtvands- og legeområderne.

Forslag: Book plads hjemmefra

Og By- og kulturrådmand Jane Jegind, Venstre, har nu bedt forvaltningen om at finde flere løsninger, så kapaciteten i badelandet kan udnyttes endnu bedre og ventetiden kommer ned.

- Der kan være digitale løsninger, så det bliver muligt at booke billetter hjemmefra, og så man på den måde undgår ventetider, siger By- og kulturrådmand Jane Jegind, Venstre.

Den nye udvidede åbningstid i weekenden træder i kraft fra lørdag 22. februar. Så vil der være åbent fra klokken 7.30 til 16.30 på lørdage og 7.30 til 18.00 på søndage.

Oversigt

    Oversigt