Svindlede for 330.000 kroner: Handicaphjælper dømt for at narre borger

En handicaphjælper i Odense har svindlet sig til mere end 300.000 kroner gennem sit arbejde med en udsat borger.

En 53-årig handicaphjælper er i denne uge blevet idømt 10 måneders betinget fængsel, efter han har franarret en borger i Odense flere tusinde kroner. 

Svindlen er foregået over en periode på fire år, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

- Det er en alvorlig sag, at en handicaphjælper bedrager den person, han er hjælper for, og som han har opbygget et tæt tillidsforhold til. Jeg er derfor tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at gerningsmanden skulle dømmes for bedragerierne, siger anklager Karina Winther Juhlin i meddelelsen.

Der er tale om bedrageri for en værdi af 330.000 kroner, og straffen blev gjort betinget med samfundstjeneste i 150 timer.

Svindlede med arbejdstimer og lånte penge

I løbet af de fire år lod den 52-årige blandt andet offeret tro, at han skyldte ham penge for bilreparationer.

Derfor både overførte og hævede den forurettede kontanter til manden.

Derudover har handicaphjælperen fået borgeren til at registrere timer, som han ellers ikke var berettiget til.

Nægter sig skyldig

I strafudmålingen blev der lagt vægt på flere skæpende omstændigheder.

Herunder længden af den periode, hvor bedrageriet var foregået, antallet af overførsler samt at bedrageriet blev begået over for en særlig sårbar person.

Den 52-årige har nægtet sig skyldig og fastholder, at der var tale om penge, som han har lagt ud for bilreparationer. Han blev fundet skyldig i alle forhold.

Oversigt

    Oversigt