Tæt samarbejde mellem omstridt forening og borgmester

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), har holdt flere kaffemøder med omdiskuteret leder af foreningen Søstre mod vold og kontrol og har fra foreningens begyndelse givet den sin uforbeholdne støtte. Borgmesterens engagement i foreningen kalder ekspert for usædvanligt.

Kaffemøder, en uforbeholden støtteerklæring og en urokkelig tro på foreningen. 

Støtten fra byens øverste mand i Odense har været stærk, siden medstifter og nu talskvinde for foreningen, Søstre mod vold og kontrol, Kefa Abu Ras, første gang satte borgmester Peter Rahbæk Juel i stævne. 

Det viser dokumenter, som Radio4 Undersøger og TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.

Foreningen modtager den dag i dag 500.000 kroner fra Odense Kommune årligt mens den også modtager statsligt tilskud til sit arbejde mod negativ social kontrol. Noget som er en erklæret mærkesag for den socialdemokratiske borgmester. 

En advokatundersøgelse blev tidligere på året indledt for at afdække om der var hold i mistanker mod foreningen. Blandt andet om nepotisme og dokumentfalsk og trusler mod personer, der ikke deler foreningens syn på bekæmpelsen af negativ social kontrol. Her blev foreningen frikendt. 

Tidligere på ugen kunne Radio4 og TV 2 Fyn dog fortælle at islamforsker Jesper Petersen har følt sig truet af foreningens talskvinde Kefa Abu Ras

Støtteerklæring inden konklusion

Inden en ekspertgruppe, som skulle vurdere, hvilke initiativer, der skulle have kommunal støtte til at bekæmpe negativ social kontrol havde afleveret sine konklusioner, valgte borgmesteren alligevel at give foreningen en støtteerklæring i juni 2020. 

Da ekspertgruppen endelig kom med sin rapport i august 2020, efter borgmesterens støtteerklæring, anbefalede ekspertgruppen blandt andet Søstre mod vold og kontrol til at modtage kommunal støtte til bekæmpelsen.

Udover støtteerklæringen har Peter Rahbæk Juel afholdt fire kaffemøder forinden med talskvinden i Søstre mod vold og kontrol, Kefa Abu Ras. 

Og det møder kritik fra blandt andre Tommy Hummelmose (K).  Han mener, at borgmesteren har ret til at holde kaffemøder med alle dem, han vil, men at det er “uheldigt”, at borgmesteren ifølge ham havde valgt sine “små favoritter” inden ekspertgruppens anbefalinger. 

Intet usædvanligt engagement

Borgmester Peter Rahbæk Juel siger i et skriftligt svar til Radio4, at han ikke finder, at der er noget usædvanligt i hans engagement i Søstre mod vold og kontrol.

 - Jeg har gennem en række år arbejdet med og været optaget af den dagsorden, der handler om negativ social kontrol. Som følge heraf har jeg mødtes med forskellige aktører som Exitcirklen, et netværk bestående af kvinder med indvandrerbaggrund fra Vollsmose, og også foreningen Nour, blandt andet i marts 2020, siger Peter Rahbæk Juel.

 - Odense har et bredt politisk flertal således udpeget social kontrol som et samfundsproblem, som vi som by skal gøre op med. Men kommunen kan ikke foretage opgøret alene (…) med projektet Søstre mod vold og kontrol implementeres en bydækkende indsats, som ikke afgrænses til et specifikt område i byen, skrev borgmesteren. 

Støtteerklæring til foreningen Søstre mod vold og kontrol.
Støtteerklæring til foreningen Søstre mod vold og kontrol.
Foto: Screenshot/TV 2 Fyn

Dog finder ekspert i kommunalpolitik Roger Buch, at engagementet i foreningens arbejde er lidt ud over det sædvanlige. Han understreger samtidig at intet er mod lovgivningen på området, og at der sagtens kan være tale om at borgmesteren blot brænder meget for netop denne sag. 

- Hvis man tager de positive briller på, så kan det afspejle, at negativ social kontrol netop er noget, borgmesteren finder meget vigtigt, så er der ikke noget problematisk i det, men med mit kendskab til kommunerne, så må jeg sige, at det er meget usædvanligt, at en borgmester er så tæt involveret i det her, siger ekspert i kommunalpolitik Roger Buch.

Borgmesterforvaltningen skriver til Radio4 Undersøger, at der jævnligt bliver skrevet støtteerklæringer til foreninger. 

Odense Kommune udarbejder jævnligt støtteerklæringer til foreninger, såfremt kommunen kan bakke op om foreningens formål. Støtterklæringerne er blandt andet relevante, når foreningerne skal søge om fondsmidler.

Støtteerklæringen til Søstre mod vold og kontrol blev givet uafhængigt af tilskuddet i forbindelse med profilprojektet.

Hvis du vil læse mere om sagen kan du finde artiklerne her.

Oversigt

    Oversigt