Teaterchef: Vi vil ikke sælge mange billetter

For Teatret Slotsgården i Odense er det vigtigere at kunne eksperimentere med teaterformen end at sælge mange billetter.

Publikumsstolene er sat op, og instruktør Johan Sarauw er dybt koncentrereret om at få nogle bestemte replikker og effekter til at fungere.

- Kan I lige prøve det med blodet og hånden, siger han til to skuespillere, som står i noget, der virker som et lille hønsehus.

En sprayflaske sprøjter rød væske på indersiden af vinduet og en hånd klasker op på ruden.

- Det er vores blodige gyserafslutningsscene, som lige skal falde på plads inden premieren, forklarer Johan Sarauw.

Selvom Teatret Slotsgården i Odense laver friluftsteater og dermed lander i samme kategori som de traditionelle friluftsteatre, der opfører klassikere som Singin' in the Rain, Shrek, og My Fair Lady, så har Odense-teateret en anden opfattelse af sig selv.

Johan Sarauw har er instruktør og har været med til at bearbejde Molières oprindelige manuskript, så det nu foregår i en hønsegård.
Johan Sarauw har er instruktør og har været med til at bearbejde Molières oprindelige manuskript, så det nu foregår i en hønsegård.
Foto: Ken Petersen

- Vi prøver at kigge på sommerteatergenren og så skubbe lidt til den, siger Jacob Moth-Poulsen, der er teaterchef.

Defor har Teatret Slotsgården valgt at opføre en forestilling, som man normalt ikke forbinder med let sommerteater, nemlig Scapins Rævestreger, der er skrevet af den franske komediedigter Molière i 1671.

Og når man vælger at opføre en tussegammel historie af en fransk digter, kan det blive svært at tiltrække billetkøbere i massevis. Men det er heller ikke det, Teatret Slotsgården vil.
De vil være tro mod Molière og tro mod sig selv som teaterkunstnere.

- Det kan godt sælge billetter, og det kan også godt ikke sælge billetter. Hvis man serverer det rigtigt, og hvis man gør det cool at gå i teatret, så kan det godt sælge billetter, siger Jacob Moth-Poulsen.

Jacob Moth-Poulsen.
Jacob Moth-Poulsen.
Foto: Ken Petersen

Han lægger vægt på, at Teatret skal levere scenekunst af høj kvalitet med unge skuespillere, der skal kunne eksperimentere med alt, hvad de har lært på scenekunstskolerne. Så er det sekundært at sælge mange billetter.

- Det er ikke money business, det her, siger han.

- Men der skal vel sælges billetter?

- Ja, der skal måske billetter til, men vi skal lave det, vi synes er sjovt. Vi er heldigvis støtte af fonde, der har givet os midler til det, vi gerne vil præsentere. Så vi skal selvfølgelig sælge nogle billetter, men vi er ikke afhængige af at skulle sælge SÅ mange billetter, forklarer teaterchefen. 

Teater i en hønsegård

Netop derfor ligger fokus inden premieren også på at udvikle stykket og handlingen, som instruktøren og skuespillerne helst vil have det.

Den foregår egentligt i et almindeligt bymiljø, men skuespillerkollektivet i Teatret Slotsgården lader det foregå i en hønsegård.

- Udover at være en hønsegård, så er det også en befæstning. En lille ghetto for rige, privilegerede mennesker, som beskyter deres hjem, hus og land mod fremmede, så de ikke kan komme ind af lågen. Det gør de så alligevel, fordi Scapin, der er ræven i historien, bliver lukket ind i hønsegården. Og så ender det selvfølgelig galt, siger Johan Sarauw.

Hønsegårdstemaet er kørt helt ud, så alle karaktererne i fortællingen har hønsepræg. Det viser sig også i kostumerne, der er lavet af kostumesdesigner Olivia Hetman. 

- De er alledammen haner og høner. En af vores haner er blevet til en goth-hane, så han har fået an lang sort jakke med fjer og nogle ret så vilde sko, siger hun og viser nogle meget store støvler med ekstra høje såler.

Der er kun plads til et meget begrænset antal publikummer i slotsgården midt i Odense. Til gengæld håber teaterchefen, at de får en intim oplevelse.

- Der bliver ikke en distance. Man kan se spyttet, og man kan få et håndtryk eller et kys på kinden. Og den kontakt med publikum er unik ved sommerteater, siger han.

Scapins Rævestreger har premiere lørdag den 21. juli i Odense. Derefter kan den opleves i både Odense og Aalborg.

Her kan du se tv-indslag fra prøverne: