Teenagedrenge væltede handicappet af scooter

To drenge skubbede en handicappet mand af en scooter, så han røg ud på kørebanen.

En handicappet mand kom kørende på sin scooter på cykelstien langs Gørtlervej i det sydøstlige Odense, da han blev væltet af sin scooter og røg ud på kørebanen. Det oplyser Fyns Politi.

Ifølge manden var det to udenlandske drenge, der skubbede ham af scooteren.

Overfaldet skete onsdag klokken 14.55, hvor flere forbipasserende efterfølgende hjalp føreren af scooteren på benene igen.

Skader på arme og ben

Han har dog slået sit højre knæ, sin højre albue og højre hofte. Derudover er hans scooter blevet ridset.

Føreren af scooteren har anmeldt overfaldet til politiet, der efterlyser de to drenge. Drengene, der flygtede fra stedet, har begge sort hår og vurderes til at være mellem 17 og 19 år.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Oversigt

    Oversigt