Teknisk nedbrud løst: Operationer genoptages i Syddanmark

Selv om it-systemerne i Region Syddanmark virker igen, kan der ventes uregelmæssig drift torsdag eftermiddag.

Operationer og behandlinger genoptages på sygehusene i Region Syddanmark, da it-systemerne igen kører.

Det oplyser Region Syddanmark i en opdatering på Facebook.

- Regionens it-systemer kører igen, og regionens sygehuse genoptager derfor operationer og behandlinger igen, skriver regionen.

Allerede først på eftermiddagen var de godt på vej til at få løst problemerne, oplyser Bjarne Dahler-Eriksen, som er lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital (OUH), til TV 2 Fyn.

- Nu er det ved at være lokaliseret, og systemerne kører igen. Stadig lidt ustabilt til en start, men det betyder at lige nu er vi ved at samle op på, hvad det har betydet for vores sygehus, siger han.

Der kan dog være uregelmæssigheder i løbet af torsdag eftermiddag, indtil alle systemer er fuldt oppe at køre.

Systemer nede siden kl. 10

Systemerne har været nede siden torsdag først på formiddagen. Det bevirkede, at it-systemerne på tværs af regionen var nede, og betød derfor også, at driften på regionernes sygehuse blev påvirket.

- Helt konkret har de givet de udfordringer, at vi ikke har kunnet se oplysninger omkring medicin, tidligere indlæggelser og allergier. Det betyder, at der er nogle patienter, som måske skulle have haft en planlagt operation, hvor vi ikke havde de oplysninger, som man skal have for at kunne lave operationen på en sikker måde, siger lægelig direktør på Odense Universitetshospital Bjarne Dahler-Eriksen.

Nedbruddet har helt konkret påvirket OUH's elektroniske patientjournal, røntgensystem og flere andre systemer. Det betød, at man måtte sætte nogle planlagte operationer på pause. Regionen er i fuld gang med at undersøge årsagen til nedbruddet, oplyses det i opdateringen.

Bjarne Dahler-Eriksen har torsdag eftermiddag ikke et overblik over, hvor mange operationer og behandlinger der er blevet aflyst eller flyttet som følge af problemerne.

Oversigt

    Oversigt