Telefonen har bimlet og bamlet hele dagen hos Gribben fra Kerteminde

Både landstræneren og Lars Høgh roser OB-målmand Oliver Christensen, der havde en utrolig aften med debut på landsholdet. 

21-årige Oliver Christensen fik sin debut på fodboldlandsholdet onsdag aften i 2-0-sejren over Sverige. 

Dagen derpå har det væltet ind med ros til den unge OB-målmand, der også er kendt under tilnavnet Gribben fra Kerteminde. 

- Telefonen har bimlet og bamlet de seneste timer, så det har selvfølgelig været fedt. Jeg har snakket med min familie, mine venner og min træner i OB. Det har været en positiv oplevelse, siger Oliver Christensen dagen efter landsholdsdebuten. 

quote Det var rigtig specielt at spille på det danske A-landshold, som jeg har fulgt, lige siden jeg var en lille knægt

Oliver Christensen

- Det var en utrolig fed aften. Det var rigtig specielt at spille på det danske A-landshold, som jeg har fulgt, lige siden jeg var en lille knægt. Lige pludselig står jeg derinde selv. Det var utrolig fedt, fortæller han. 

Et niveau eller to over OB

Til daglig spiller han på OB’s superligahold, og han har også haft kampe på U21-landsholdet. Debuten på landsholdet kom dog først i hus, efter at en række målmænd, heriblandt landsholdets sædvanlige førstevalg, Kasper Schmeichel, meldte afbud på grund af coronastriktioner og karantæne. 

Landstræner Kasper Hjulmand har stor ros til Gribben fra Kerteminde. 
Fotograf: TV 2 Sport

Der er stor forskel på at spille i Superligaen og mod et af Europas bedste landshold. 

- Nu springer jeg lige et niveau eller to over, hvad jeg er vant til. Jeg skulle lige i gang med kampen og lige mærke tempoet og de andre medspillere, som jeg heller ikke har spillet sammen med før, forklarer Oliver Christensen.

Alligevel lykkedes det OB-målmanden at holde buret rent, så Danmark kunne vinde den vigtige testkamp mod de svenske arvefjender.

Landstræner: Han piller flot frispark

Der var også ros fra landstræner Kasper Hjulmand, der på grund af coronakarantæne måtte følge kampen i fjernsynet. 

- Han henter lige den der oppe i højre hjørne fra Sebastian Larsson (svensk landsholdsspiller, red.), som har et godt frispark, og den fik han pillet, siger Kasper Hjulmand. 

quote Det er ikke sidste gang, han skal være her. Forhåbentlig

Lars Høgh, målmandstræner

Ifølge landstræneren var det en naturlig overgang fra OB og U21-landsholdet for det unge OB-talent. 

- Han gjorde det, som han gør på U21-landsholdet. Det er nogenlunde de samme principper, vi arbejder med ved igangsætninger og spillet med bolden. Det gør, at det er nemmere for Oliver at skulle gå ind og gøre det, han er vant til, siger Kasper Hjulmand. 

- Tillykke til Gribben, Kerteminde og OB. 

Lars Høgh: Oliver har temperament og vildskab

Også landsholdets målmandstræner, Lars Høgh, der i mange år har stået på mål for både OB og landsholdet, havde ros til den unge OB-målmand.

- Jeg har kendt Oliver i mange år. Han har altid stået for i Odense at skulle være den næste OB-målmand, der kom i kassen på Odense Stadion. Det har han gjort, og det har gjort, at han har noget temperament og noget vildskab, som er rigtig godt, siger Lars Høgh.  

OB-legenden Lars Høgh har arbejdet tæt med Oliver Christensen. 
Fotograf: TV 2 Sport

- Så er han jo en stor dreng og alligevel hurtig. Han tager nogle bolde nede ved jorden, som store målmænd kan have problemer med, fortæller OB-legenden.

Schmeichel over målmandspost på landsholdet

Oliver Christensen blev med Sverige-kampen den første OB-målmand på det danske fodboldlandshold, siden netop Lars Høgh stod på kassen mod Mexico for over 25 år siden. 

Om Oliver Christensen får flere landskampe på cv’et, vil fremtiden vise. Det håber Lars Høgh. 

- Det er ikke sidste gang, han skal være her. Forhåbentlig, lyder det fra Lars Høgh.

Kasper Schmeichel og de andre landsholdsspillere, der til daglig spiller i engelsk fodbold, kan igen få lov til at rejse mellem Danmark og Storbritannien uden at komme i karantæne på grund af coronarestriktioner. 

Dermed tyder alt på, at Leicester-målmanden vender tilbage og tager målmandsposten fra Oliver Christensen - i hvert fald til de kommende Nations League-kampe mod henholdsvis Island og Belgien. Kampene spilles søndag og onsdag.

Takkede britisk regering efter tale

Oliver Christensen takkede efter kampen den britiske regering, der havde indført forbud mod rejser mellem Danmark og Storbritannien. Se videoen herunder (Olivers tale starter 2 minutter og 40 sekunder inde i videoen):

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt