I det fynske folks tjeneste

Thomas afvist i indkøbscenter: - Jeg går i panik med mundbind på

Thomas Skov Jensen lider af angst og klaustrofobi og bruger derfor ikke mundbind. Da han var ude at handle, blev han afvist af to vagter. Vollsmose Torv forklarer, hvorfor de afviser alle uden mundbind.

00:45

Thomas Skov Jensen kan ikke bære mundbind - og så kan han ikke handle i Vollsmose Torv. Det synes han ikke er ok. Video: Ole Holbech

Thomas Skov Jensen handlede i Vollsmose Torv. Han bor selv i Lærkeparken og skulle som alle andre dage bare handle dagligvare.

Men sådan skulle det ikke gå.

- Jeg oplevede at blive smidt ud af to meget ubehagelige vagter. Selvom jeg går rundt med det her badge, der siger, at jeg er fritaget for mundbind, og lovgivningen siger, at jeg godt må være der, så var de meget ubehagelige og smed mig ud, siger Thomas Skov Jensen.

Læs også Trampolinpark skærpede mundbindskrav – og havnede i kæmpe shitstorm

De to vagter sagde til ham, at alle og enhver kunne påstå, at de var fritaget for mundbind. Thomas Skov Jensen forklarer, at de endda ringede til centerchefen, der støttede deres beslutning op. De agerede under nogle specielle regler, de havde, blev der sagt.

- Jeg synes, at det er voldsomt ubehageligt. Der er en årsag til, at jeg går med det her badge. Jeg har problemer med angst, og det gør det bestemt ikke bedre, at jeg bliver udskammet på den her måde, siger han og fortsætter:

- Når jeg får dækket munden og næsen til, så kan jeg simpelthen ikke trække vejret. Og det gør, at jeg går i panik.

Thomas har Sundhedsstyrelsen bag sig

Sundhedsstyrelsen har lavet retningslinjer for brugen af mundbind, herunder også omkring hvem der er undtaget for brugen af mundbind:

'Personer, som har betydeligt ubehag ved brug af mundbind, for eksempel personer med hudsygdom, vejrtrækningsbesvær eller angst.'

Læs også Mundbind i supermarkedet er ’helt fint’: - Jeg synes bare, vi skal passe på hinanden

Ligeledes står der, at der ikke skal forelægges dokumentation, hvis en person ikke bruger mundbind eller visir, og at der ikke skal påkræves et krav om dette. Personer, der af oven for nævnte grunde ikke kan anvende mundbind eller visir må ikke bortvises eller blive nægtet adgang.

Men på trods af disse retningslinjer blev Thomas Skov Jensen nægtet adgang til Vollsmose Torv.

Center har Erhvervsstyrelsen bag sig

Det er dog tilladt for eksempelvis indkøbscentre og private virksomheder at afvise personer, der ikke bærer mundbind. I sidste uge fortalte TV 2 Fyn om trampolinparken Jumping Fun, der ligesom Vollsmose Torv har besluttet at afvise alle, der ikke vil bære mundbind

Erhvervsstyrelsens hotline for covid-19 bekræftede dengang over for TV 2 Fyn, at Jumping Fun som privat virksomhed gerne må lave egne regler og nægte adgang for kunder uden mundbind.

Læs også Mand nægtede at bære mundbind i Meny - nu er han sigtet

- De kan godt selv bestemme. De gør det jo lige så meget for at passe på deres medarbejdere og på resten af befolkningen. Det er jo deres butik, og hvis de vil have, at det skal være sådan inden for deres område, er det sådan, det er. Det står også i bekendtgørelsen, oplyste Erhvervsstyrelsen.

Styrelsen henviser til coronasmitte.dk samt bekendtgørelsen om krav om mundbind på serveringssteder, der begge beskriver de gældende regler på området.

De samme regler gælder derfor også for Vollsmose Torv, der ligesom Jumping Fun er en privat virksomhed.

Det er dog forbudt at forskelsbehandle personer med handicap, og derfor skal eksempelvis et indkøbscenter kunne tilbyde andre løsninger i stedet for. 

Opdatering

  • 09. nov 2020 kl. 08:25 Der er tilføjet et afsnit til artiklen om, at det er forbudt at forskelsbehandle personer med handicap.

Centerchef: Derfor er vi desværre nødt til at afvise kunder uden mundbind

Centerchef Søren Dollerup bekræfter over TV 2 Fyn, at vagterne ved indgangen afviser kunder, der ikke har mundbind på. De tilbyder dog både mundbind og visir, hvis kunderne skulle have glemt det.

Der er dog ikke adgang for kunder uden mundbind, uanset om de af sundhedsmæssige årsager har lov til at gå uden. Søren Dollerup understreger dog, at kunderne alligevel kan handle i centret på andre måder.

- Det er rent faktisk sådan, at de kunder, vagterne desværre er nødt til at afvise i centret, kan få opfyldt deres ærinderne i centret, siger Søren Dollerup. 

Det kan eksempelvis være ved at få sat varer til side, som kan afhentes ved udgangen - eller via de enkelte butikkers bagindgang. 

Sådan kan kunder uden mundbind alligevel handle

Hos vagterne kan kunderne få udleveret telefonnumre på butikkerne i centret, som de efterfølgende kan kontakte og finde en anden løsning på at handle varer. Centret kan også være behjælpelig med at levere varer til kunderne. 

Læs også Manglende mundbind i supermarkedet kan koste bøde

Han opfordrer derfor Thomas Skov Jensen til at kontakte centret, så de kan finde en individuel løsning. 

- Han skal handle hernede, som han plejer. Jeg har forsøgt at kontakte ham, siger Søren Dollerup, der allerede har været i dialog om en mulig løsning. 

Thomas Skov Jensen fortæller, at han er begyndt at handle i andre indkøbscentre i stedet. 

Kunder, der har lignende problemer med mundbind, kan kontakte vagterne i centret for at høre, hvordan de kan handle i centret, hvis de ikke vil bruge mundbind.