Thorborg tjener fortsat ikke på Inspiration

Thorborgs koncern fik sidste år et rekordoverskud på 552 millioner kroner før skat, men der er fortsat underskud på Inspirations-kæden.

Det går den rigtige vej, men Inspirations-kæden gav også i 2015 underskud i Odense-rigmanden Niels Thorborgs vidt forgrenede koncern.

Underskuddet var dog af beskeden størrelse sammenlignet med overskuddet i hele koncernen, der som tidligere nævnt blev på 552 millioner kroner før skat.

Thorborg har siden 2012 tabt et par hundrede millioner kroner på Inspiration. Underskuddet sidste år blev det  hidtil mindste, nemlig 5,7 millioner kroner før skat.

Inspirations-kæden består af 49 butikker, hvoraf 45 er ejet af Thorborg i firmaet Inspiration A/S. Tre butikker er associerede butikker, og dertil kommer en webshop.

Inspiration er med tidligere Superbest-direktør Frank Sørensen ved roret i færd med en transformation fra traditionel isenkramkæde til livsstilbutik med et ændret sortiment, og i 2015 blev konceptet rullet ud i yderligere fem butikker, ligesom der blev åbnet to helt nye butikker i Rødovre og Holbæk.

 Webshoppen er under fortsat udvikling, så kunderne kan købe på alle platforme.

Omsætningen i Inspiration A/S blev på 503 millioner i 2015 - fire millioner kroner mere end året før.

Året har været negativt påvirket af ombygning i Illum. Desuden lukkede en samarbejdsbutik i Holbæk og en egenbutik i Kolding Centrum.

Planen er at åbne yderligere butikker i 2016 og fortsætte konceptændringen i de eksisterende butikker.

Der forventes et bedre resultat i indeværende år.

 

Oversigt

    Oversigt