Thorsager stopper som rådmand

Det er et overraskende farvel i odenseansk politik. Efter fire et halvt år som rådmand trækker socialdemokraten Søren Thorsager sig fra posten.

Søren Thorsager var kun 31-år, da han i december 2003 blev udpeget til at afløse partifællen Ruth Larsen som Børne- og Ungerådmand. Den første gang Thorsager for alvor markerede sig, var det med den kontroversielle stadionaftale, som gav OB hånd- og halsret over Odense stadion de næste 30 år.

Efter socialdemokraternes valgnederlag i november 2005, måtte Thorsager forlade børneområdet og blev i stedet Ældre- og Handicaprådmand. Det er den post han nu forlader efter sommerferien

Efter valgnederlaget i 2005 nævnte mange Søren Thorsager som socialdemokraternes næste borgmesterkandidat - men partiet endte med at give Anker Boye en chance mere.

Lærer på H.C. Andersen skolen

Nu vender Thorsager tilbage til sit lærerjob på H.C. Andersen skolen i Vollsmose.

- Når man har med forholdsvis unge mennesker, som får stor politisk ansvar i en tidlig alder, så vil vi også have behov for i perioder at komme ud og få fyldt lidt på vores civile karriere, siger Søren Thorsager.

Thorsager vil dog fortsætte som menigt byrådsmedlem - også efter næste valg.

- Jeg holder meget af at være politiker. Jeg fortsætter derfor mit store engagement i byrådet i Odense. Og jeg glæder mig til, sammen med det øvrige socialdemokratiske hold i Odense, at tilbageerobre borgmesterposten ved næste valg, siger Søren Thorsager.

Socialdemokraterne har endnu ikke besluttet hvem, der skal overtage rådmandsposten.

Oversigt

    Oversigt