Thrash: Fynsk festival afslører sidste hovednavn

Thrash metal-bandet Artillery er sidste hovednavn på årets Pure Festival, der også har Specktors på programmet. Festivalen fejrer upcoming fynsk kunst og musik på Kansas City i Odense.

Der er godterier til de langhårede og guitar-glade typer, når den årlige Pure Festival rundes af på spillestedet Kansas City til juni.

Thrash metal-bandet Artillery er nemlig føjet til listen over optrædende navne på festivalen, der ellers hovedsageligt tæller fynske kunstnere. De blev dannet i 1981 og har siden udgivet over 10 LP'er og CD'er.

Seneste udgivelse, "The Face of Fear", byder blandt andet på denne hårdtslående musikvideo til titelnummeret:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Artillery lukker festivalen ned lørdag aften, mens det andet hovednavn, Specktors, runder fredagen af.

Udover de to hovednavne fokuserer festivalens program på at præsentere musik, kunst og film fra Fyn.

I år har arrangøren, Kansas City, styrket deres fokus på ruste de optrædende bands og artister til musik- og kulturbranchen, der venter forude. Derfor kan alle bands, der optræder til Pure Festival, tjene 50 procent af deres eget billetsalg til festivalen.

- Vi vil gerne opfordre upcoming musikere til at sætte sig ind i det store arbejde, der ligger bag den mere kommercielle del af musikbranchen. Heriblandt at kunne have et strategisk fokus på markedsføring og salg af billetter, fortæller direktør på Kansas City, Thomas Aarup, i en pressemeddelelse.

Kansas City har tidligere eksperimenteret med at lade de optrædende kunstnere tjene penge på billetsalget til Pure Festival, og det har været med stor succes, fortæller de.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kan give tid i studiet til de nye bands

Et af de bands, der opræder på årets Pure Festival, er dødsmetal-bandet Arsenic Addict, der til daglig har øvelokaler på Kansas City.

Ifølge forsanger Sonja Rosenlund skal pengene fra bandets billetsalg investeres i gruppens fremtid.

- Når man starter op som band, kommer der sjældent et pladeselskab og siger: "Kom og lad os lave en plade." Man er nødt til at få indspillet noget musik for at kunne lægge det ud på nettet, og hvis vi for eksempel sælger 50 billetter, så har vi pludselig mulighed for noget studietid eller råd til at lave merchandise som t-shirts, forklarer hun.

Forsanger for Asenic Addict (midt.), der optræder til Pure Festivalen, er glad for, at de optrædende artister selv kan være med til at sparke til - og tjene på - festivalens billetsalg.
Forsanger for Asenic Addict (midt.), der optræder til Pure Festivalen, er glad for, at de optrædende artister selv kan være med til at sparke til - og tjene på - festivalens billetsalg.
Foto: Pressefoto / Kasper Fladmose

Derfor er hun glad for, at Kansas City igen i år beder de optrædende kunstnere om selv at trække i arbejdstøjet.

- Det er en virkelig god måde at støtte gode og lokale bands på. På den måde får vi også en mulighed for at henvende os direkte til dem, der gerne vil komme og se os, og trække folk med til arrangementet på den måde, siger Sonja Rosenlund.

Pure Festival afholdes på Kansas City i Odense den 14. og 15. juni, og billetsalget blev skudt i gang fredag.

Oversigt

    Oversigt