Tiårige Palma drømmer om OL - ridestævne i Odense er en start

I vinterferien er Odense Congress Center omdannet til hestecentrum, når der helt frem til søndag afholdes et af Danmarks største ridestævner.

Der bliver prustet og pustet i Odense Congress Center her i uge 7.

I disse dage rider tiårige Palma Sophie Gry Janson-Christensen - og mange andre ryttere - nemlig rundt der med deres heste, hvor ridestævnet Scandinavia Jumping Tour bliver afholdt.

quote Når jeg laver fejl på mine heste, så lærer jeg af det, så jeg ikke laver dem i næste runde

Palma Sophie Gry Janson-Christensen, rytter

Det er anden gang, at ridestævnet, der er et af Danmarks største, kommer til Odense. 

Første gang var i 2019, og siden da er ridestævnet kun blevet mere populært. I år er der dobbelt så mange heste med. 300 heste kan der tælles til i år ved Scandinavia Jumping Tour.

To førstepladser i stalden

Stævnet begyndte tirsdag, og siden da har Palma Sophie Gry Janson-Christensen vundet to førstepladser. Noget hun bestemt ikke havde regnet med.

- Mit hjerte var ved at banke ud af mig, forklarer hun øjeblikket lige efter sejrene.

I alt er 300 heste med til ridestævnet i Odense i denne uge.
I alt er 300 heste med til ridestævnet i Odense i denne uge.
Foto: William Borst Lorentzen

Stævnet slutter først søndag, og det giver Palma Sophie Gry Janson-Christensen masser af tid til også at finpudse sine teknikker.

- Når jeg laver fejl på mine heste, så lærer jeg af det, så jeg ikke laver dem i næste runde, siger hun.

Hun nyder at være til stævne i Odense, hvor hun beskriver banerne som både store og flotte.

Drømmen om OL

På trods af de kun ti år stiler Palma Sophie Gry Janson-Christensen allerede mod at komme med til OL, når hun bliver gammel nok.

- Det vil betyde virkelig meget, for det har altid været min drøm.

Og det er da netop også en af ambitionerne for arrangørerne bage Scandinavia Jumping Tour. At stævnet kan vokse sig endnu større for blandt andet at kunne skabe nye olympiske ryttere.