Tidligere bandeleder får skåret to måneder af fængselsstraf

Den tidligere bandeleder Mohammed Daabas har i landsretten fået skåret to måneder af sin fængselsstraf for et overfald på en tankstation i Odense.

Østre Landsrets afdeling i Odense har onsdag eftermiddag idømt den tidligere bandeleder Mohammed Daabas seks måneders fængsel for at have stået bag et voldeligt overfald i marts 2017. Det oplyser Anklagemyndigheden på Twitter. 

Dommen falder i en ankesag, hvor den tidligere Black Army-leder i Retten i Odense i august fik en dom på otte måneders ubetinget fængsel for et overfald på en 31-årig mand på en tankstation på Asumvej i Odense.

Østre Landsret har dermed skåret to måneder af dommen i forhold til byretten. 

Nægter sig skyldig

I samme sag blev fire mænd på henholdsvis 18 år, 20 år, 21 år og 23 år dømt for at have overfaldet den 31-årige mand. 

Alle fire forklarede i Retten i Odense i august, at overfaldet blev beordret af Mohammed Daabas.

Mohammed Daabas har hele tiden nægtet, at han gav ordren til overfaldet, som kostede den 31-årige flere slag på kroppen og i hovedet, hvilket gav ham nogle trykkede tænder og en flækket underlæbe. Manden blev desuden stukket i den ene hånd.

Mohammed Daabas har siden retssagen trukket sig fra bandemiljøet og tilmeldt sig et bandeexit-program. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt