Tirsdag formiddag var der så igen karrieredag for Fynske virksomheder og elever fra Tietgen Business i Odense.
Tietgen Business har i de sidste fem år arrangeret karrieredag for deres elever på Odense Rådhus. Det er en dag, hvor de fynske virksomheder har mulighed for at præsentere deres virksomheder for de elever, der snart skal finde en praktikplads.
Op mod 500 elever fra Tietgen Business tog imod tilbuddet. De fleste er på udkig efter en elevplads, når de har afsluttet deres handelsuddannelse i januar eller i juni.
Virksomhederne kan finde en elev
Karrieredagen er en mulighed for virksomheder til at markedsføre sig overfor eleverne og måske finde den rette elev.
En af de virksomheder, der deltog på Tietgen Karrieredag, er Bygma. De skal bruge 35 elever heraf otte alene på Fyn.
- Det betyder alt at møde eleverne ansigt til ansigt. Det første møde er der, hvor man ser, om de har et glimt i øjet og om de er imødekommende. De kan aflevere deres CV, og vi kan få en god snak, fortæller regionsdirektør Tony Hansen fra Bygma.
Nuværende elever videregiver erfaring
En af deltagerne på Bygmas stand er Mads Hedegaard Grønmar fra Odense. Han har været elev i Bygma i godt et halvt år.
- Jeg kan give rigtigt mange svar på, hvad det er, vi laver i Bygma, for det var noget af det, som jeg selv var i tvivl om, inden jeg begyndte, siger Mads Hedegaard Grønmar.
En af eleverne, der deltog i karrieredagen, var Sofie Laigaard fra Ullerslev.
- Det er et spændende fag, siger Sofie Laigaard, der vil søge om en læreplads i Bygma.
Stor interesse fra virksomheder
Virksomhederne på Tietgen Karrieredag spænder bredt inden for kontor, handel og detail. Der deltager omkring 30 fynske virksomheder på karrieredagen.
- Virksomhederne er meget interessede i at deltage. Mange tilmelder sig allerede et halvt år i forvejen, fortæller praktikkonsulent Christel Bjerremann fra Tietgen Business.
Se interview med uddannelseschef for Tietgen Business, Jesper Stentoft: