Tillidsfolk myldrer til Odense

Stemningen er høj blandt de 3000 tillidsfolk fra LO, som onsdag er samlet til kamp for efterlønnen i Odense.

Tillidsfolk fra hele landet er myldret til Odense Congress Center for at kæmpe for, at efterlønnen bliver bevaret.

- Jeg synes, at det er vigtigt at råbe op om, at det er skidt, at regeringen vil afskaffe efterlønnen, siger Erik Sørensen fra Metal Søfart på Lolland. Han arbejder fuld tid som maskinoperatør.

Erik Sørensen er 55 år og når lige at blive ramt af regeringens forslag om at afskaffe efterlønnen. Hvis regeringens forslag bliver vedtaget, så kan han først gå på efterløn, når han er 62 år. I dag kan han gå, når han er 60 år.

- Der er mange af mine kolleger, som bliver nedslidt i ryg og skuldre. Endnu kan jeg ikke mærke noget, men det kan hurtigt komme, siger Erik Sørensen, mens hans kolleger, som står om det runde cafébord, nikker.

Ved et stort bord med sandwich og sodavand står Manja Olausen og er ved at forsyne sig. Hun er 36 år og betaler ikke til efterlønnen, selvom hun allerede nu kan mærke sine knæ og skuldre mere, end man skal.

- Jeg arbejder som cater i et køkken på en privat virksomhed, og faktisk har jeg allerede en kold skulder, siger Manja, mens hun tager sig til skulderen.

Hun har arbejdet siden hun var 17 år. De sidste 10 år i et køkken. Hun betaler ikke til efterløn, fordi hun regnede med, at den blev afskaffet, inden hun fik brug for den.

- Jeg regner med, at jeg må gå på invalidepension, for jeg tror ikke, at min krop bliver ved med at kunne holde til arbejdet, når jeg allerede føler nedslidning, siger Manja Olausen.

Oversigt

    Oversigt