Tilskuddet falder med halvanden million: Ingen fortilfælde for sag på spillested

Mange af Odense Øvelokaleforenings medlemmer er blevet over 30 år gamle. Det får stor indvirkning på kommunens tilskud til medlemmer, og i sidste ende kan det ende med at lukke spillesteder Kansas City.

Odense Øvelokaleforening og spillestedet Kansas City er havnet i en stor økonomisk krise, efter en fejl i et IT-system har vendt op og ned på økonomien.

Fejlen består i, at foreningen har opgjort flere medlemmer under 30 års-alderen, end der egentlig har været i foreningens øvelokaler. Den fejlbehæftede opgørelse er blevet sendt til  Odense Kommune, der på den måde er endt med at betale for meget i støtte til foreningen. 

Er et medlem under 30 år, er foreningen nemlig berettiget til et betydeligt højere tilskud i forbindelse med de folkeoplysende aktiviteter, end hvis medlemmet er ældre. Derfor falder tilskuddet nu betydeligt.

Der eksisterer fortilfælde i Odense Kommune, hvor foreninger har lavet fejl i opgørelsen. Men størrelsen på fejlen - halvanden million kroner - er uden fortilfælde, fortæller Martin Petersen, chef for fritid og kultur i Odense Kommune.

Og den halvanden million kommer Kansas City, som udlejer de mange øvelokaler til foreningen, til at mangle i deres økonomi.

- Vi vil gerne tage vores del på kappen, med at vi - eller systemet - har lavet en fejl. Men hvad der skal ske fremadrettet, kan ikke være andre end tidens fejl, siger direktør for Kansas City, med henvisning til, at han ikke mener, musik har nogen alder, og derfor også gerne vil have rammer for udøvere over 30 år på stedet.

Ville være dumt at snyde

Der er i flere kredse blevet spekuleret i, om Kansas City og Odense Øvelokaleforening bevidst har forsøgt at snyde med medlemstallene, for at få midler, så økonomien hænger sammen. Det afviser direktøren dog.

- Det ville være dumt af os at fifle med tallene. Vi ville uanset blive ramt af det på et tidspunkt. Der er både revisorer og folk på kommunen som tjekker tallene. Både i 2015 og 2019 har kommunen endda lavet stikprøver af vores revision, så vi har ikke tænkt, at vi kunne snyde, fordi de ikke tjekker, forklarer han.

Martin Petersen fra Odense Kommune tror da heller ikke, at der ligger bevidst snyd til grund for fejlen.

Det er sandsynligvis en menneskelig- eller en systemfejl, der har gjort, at tallene er blevet registreret forkert. Vi har ikke belæg for at konkludere, at det er en bevidst handling, siger han.

Beder om millioner

Direktøren for Kansas City håber på, at der kan findes en løsning, hvor de 2,1 millioner kroner, der tidligere har været sat af til tilskuddet til folkeoplysning, kan overføres til spillestedet på en anden måde.

- Det, som det skal dreje sig om, synes jeg, er det fremadrettede for alle musikerne og vækstlaget i Odense Kommune. Den nye kulturpolitik drejer sig om vækstlaget. Jeg ser den mulighed, at de penge der allerede er sat af, bliver tilført spillestedet gennem kulturafdelingen, siger Thomas Aarup.

Kultur- og Fritidschefen fortæller, at det netop er det, som skal drøftes politisk nu.

- Vi havde et rigtig konstruktivt møde med Odense Øvelokaleforening og Kansas City i fredags. Vi prøver at finde en vej for, hvordan vi kan komme videre, til gavn og glæde for tilbuddet for de unge mennesker, der ønsker at gøre noget ved musikken.

Spillestedet har allerede fået udbetalt halvanden million for meget i støtte. Hvorvidt pengene skal tilbagebetales er endnu uvist.

- Jeg ved ikke noget om, hvorvidt vi skal betale pengene tilbage, som vi allerede har fået, eller om vi overhovedet eksisterer den 1. juni. Men skal pengene betales tilbage, finder vi selvfølgelig en løsning, siger spillestedsdirektøren.

Oversigt

    Oversigt