I det fynske folks tjeneste

Tinderbox 2020: Post Malone, Lukas Graham og Lenny Kravitz kommer til Odense

Tinderbox er klar med de første hovednavne til næste års festival i Odense. En fynsk musikanmelder giver thumbs up til de første navne, og han glæder sig selv til især ét rockikon.

00:38

Lukas Graham, Post Malone og Lenny Kravitz spiller i Tusindårsskoven næste år. Video: Andrew Kelly, Axel Heimken, Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix

Post Malone, Lenny Kravitz og Lukas Graham står øverst på plakaten til næste års Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense.

De tre hovednavne får følgeskab af Zara Larsson, Folkeklubben, Jonah Blacksmith og Magicbox-navnene Oliver Heldens, Nonsens og Toby Green.

Jeg synes, det er en kvalitet, at de 17-årige kan være til festival sammen med de 57-årige.

Simon Staun, musikanmelder 

Musikanmelder hos Fyens Stiftstidende, Simon Staun er langt fra grundbitter i sin bedømmelse over de første navne.

- Jeg synes, det er en virkelig god pulje, de er kommet med her i første bølge. Der er noget for enhver smag, siger Simon Staun til TV 2/Fyn.

Læs også Tinderbox: Ryd op efter dig selv eller betal 500 kroner

Giganten med mere end otte milliarder streaminger

Post Malone er ifølge Simon Staun det største navn målt i popularitet. Post Malones sange er blevet streamet mere end otte milliarder gange på Spotify.

- Han er en gigant. Men det er ikke sikkert, at det ældre publikum synes, det er en fantastisk bookning, men jeg er slet ikke i tvivl om, at publikum fra 16 år og op til sidst i tyverne synes, det er et kæmpe navn. 

Post Malone - Better Now

42-årige Simon Staun glæder sig selv til Lenny Kravitz. 

- Ham har jeg dyrket, siden jeg var 15 år. Han er den med mest tyngde. Han har en historik, og hvis man ser på listen over hits, som Lenny Kravitz har lavet, er den jo endnu længere end Post Malone. 

Lenny Kravitz - Again (Official Music Video)

En festival med plads til teenageren og den rigtige voksne

Tinderbox mangler stadig at offentliggøre masser af navne, og Simon Staun forventer, at det bliver ligeså mangfoldigt som puljen med de første navne. 

- Det er sjette år med Tinderbox, og diskussionen har næsten været hvert år, at det peger lidt i alle mulige retninger. 

Men det er kun en fordel, mener den fynske musikanmelder.

- Jeg sagde det allerede for et par år siden, at jeg tror, det er festivalens styrke, at den er så bred, som den er, siger han og uddyber: 

- Jeg synes, det er en kvalitet, at de 17-årige kan være til festival sammen med de 57-årige.

Tinderbox 2020 finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25. til den 27. juni 2019. Billetter kan købes på Tinderbox.dk.

Lukas Graham - Lie [OFFICIAL MUSIC VIDEO]