Tinderbox under anklage: Tvivl om lovlig brug af frivillige

Enighed om substansen, men ikke lovligheden i retten i Odense.

Der var rørende enighed mellem anklager Kirsten Flummer og Tinderbox-forsvarer Michael Styrishave, da festivalen fredag var i retten anklaget for ulovlig taxakørsel.

Begge parter kunne bekræfte hinanden i, at der i forbindelse med 2018-festivalen blev kørt 190 ture af mindst 20-30 frivillige chauffører. 

De havde fået et armbånd til festivaladgang og fortæring for at køre stjernerne fra lufthavn og hoteller og retur igen. Men her ophørte enigheden også, og derfor skulle der tages stilling til, om kørslerne er i strid med taxaloven.

Sort Audi startede sagen

Det var Audi og Volkswagen, der stillede i alt 11 biler til rådighed for festivalen. Og sagen tog sin begyndelse, da en taxachauffør blev opmærksom på en af dem, en sort Audi, som en ung mand transporterede tre medlemmer af bandet French Montana i. 

Siden kom Færdselsstyrelsen og Fyns Politi ind i sagen.

Statsadvokaten besluttede at sende sagen i retten for at få en principafgørelse, da sagen skal afgøres efter den nye taxalov, der trådte i kraft 1. januar 2018.

Anklager kræver bøde

Forsvarer Michael Styrishave havde til sagen fundet en henvendelse fra UEFA til Færdselsstyrelsen i forbindelse med sidste års udskudte EM i fodbold.

Her havde arrangørerne spurgt, om de måtte bruge frivillige til taxakørsel af spillere, frivillige, mad og så videre.

I sin procedure for at få Tinderbox dømt gjorde Kirsten Flummer opmærksom på, at de pågældende, der kørte bilerne, ikke havde erhvervskørekort, at Tinderbox ikke havde kørselskontor, og at bilerne ikke var godkendt til erhvervskørsel.

Anklageren slog fast, at der var tale om taxakørsel, som Tinderbox alene tjente på, idet festivalen slap for at hyre en taxa og blot kunne "lønne" de frivillige med festivalarmbånd.

Hun krævede derfor en bøde på 35.000 kroner for brud på taxaloven.

Dommen falder i næste uge

Forsvarer Michael Styrishave mente derimod ikke, at taxaloven var overtrådt. Loven kom i halen på Uber-kørslen, hvor private kørte taxakørsel.

Han mente derfor ikke, at Tinderbox havde opnået en fortjeneste ved kørslen. En besparelse udgør ikke en fortjeneste, mente Styrishave.

Han henviste til, at artisterne burde have betalt for transporten, hvis taxalovgivningen skulle være aktuel at tage i brug.

Der falder dom i næste uge, 16. april.

Oversigt

    Oversigt