Tip fra hele landet i Ikeasag

Fyns Politi får henvendelser fra hele landet, efter de offentliggjorde billeder af den mand, der forgreb sig på den otteårige dreng i Ikea den 26. september.

- Det er ikke kun fynboer, der ringer og mailer, men også fra Sjælland og Jylland, siger vicepolitikommissær Jack Liedecke, der leder efterforskningen. Det skriver Fyens.dk.

Fredag havde politiet modtaget 32 henvendelser, men ikke nogen, der har ført til anholdelse af en mistænkt.

- Vi er i gang med at vurdere, de henvendelser vi får. Nogle af dem kender vi forvejen og kan udelukke, mens der er nogle af de andre, vi skal rette henvendelse til, siger Jack Liedecke.

Han betegner antallet af telefonopkald og mails, der er kommet ind i løbet af ugen som et flot resultat.

- Folk er også gode til at ringe, hvis de har set noget i bybilledet, fortæller han.

Det kan for eksempel være med et registreringsnummer på en bil, hvor føreren ligner gerningsmanden fra varehuset. Eller hvis borgere har set en lignende person, der netop er gået ind i en butik i centrum af Odense.

Oversigt

    Oversigt