Toiletløb gav 12.000 kroner

Forældre og elever på Kroggårdsskolen i Odense er så utilfredse med toiletforholdene på skolen, at de fredag i sidste uge arrangerede "Toiletløb". På den måde indsamlede de selv penge til renovering.

- Jeg er tilfreds med opbakningen, siger Lars Peder Pedersen fra støtteforeningen Kroggårdsskolens Venner.

Det kostede et gebyr at deltage i løbet. I alt blev der samlet 12.000 kroner ind. Tidligere har eleverne selv samlet 4000 kroner ind ved kagesalg.

Toiletterne er hygiejnisk i orden, men er nedslidte og grimme. Det betyder, at 70% af de store elever holder sig til de kommer hjem fra skole, fordi de ikke har lyst til at bruge toiletterne.

- Nu vil vi sammen med skoleledelsen prioritere, hvordan pengene bedst bruges på at forbedre toiletforholdene, siger Lars Peder Pedersen til TV 2/FYN.

Det bliver nok ikke sidste gang, at Kroggårdsskolens Venner laver arrangement, der kan samle penge ind.

- Vores budgetter bliver hele tiden beskåret. Vi bliver nødt til selv at spæde til, siger Lars Peder Pedersen.

Oversigt

    Oversigt