Traditionsrigt kor i Odense nedlægges efter 30 år

Filharmonisk kor i Odense bliver nedlagt fra slutningen af april for at frigive penge til et nyt Sangkraftcenter. Det skuffer flere af de 50 medlemmer i koret.

Efter 30 år med klassisk sang i Filharmonisk kor i Odense bliver koret nedlagt fra maj. 

Det pludselige ophør af det traditionsrige kor kommer bag på korets 50 medlemmer, heriblandt Julie Hauge Andersen, der har sunget i koret i 20 år.

- Et kor er et fællesskab og noget, vi gør sammen. Det kan man ikke gøre alene, siger Julie Hauge Andersen, der er skuffet over beslutningen.

Årsagen til nedlæggelsen er, at de 170.000 kroner, det koster at drive koret, skal bruges til at etablere et såkaldt Sangkraftcenter, der skal skabe et bedre korliv i byen.

- Sangkraftcentret skal ses som en paraply for de eksisterende kor og en slags katalysator til at skabe nye kor og få miljøet til at vokse, fortæller Finn Schumacker, der er musikchef i Odense Symfoniorkester.

Sang i stuerne skal i kor

Sangkraftcentret skal stå klar i efteråret 2021, og Finn Schumacker håber, at det giver anledning til, at flere fynboer har lyst til at melde sig ind i kor.

quote Vi er med, fordi vi elsker klassisk musik og de store værker, og vi ser frem til at synge juleoratoriet

Julie Hauge Andersen

- Vi har alle lært at synge foran skærmen under nedlukning, så nu er der måske nogen, der har lyst til at komme ud af stuerne og i stedet synge med andre, fortæller musikchefen og forklarer, at en af opgaverne for Symfonien er at udvikle musikmiljøet i lokalsamfundet.

- Der går 170.000 kroner til at drive koret, og vi har ikke flere penge end det til koraktivitet, så hvis miljøet skal vokse, skal vi finde penge. Det blev så fra Filharmonisk kor, siger Finn Schumacker.

Han forklarer, at Filharmonisk kor binder ressourcerne, da koret, som ofte synger med Odense Symfoniorkester, er blevet mindre og ikke bruges til så mange opgaver som tidligere. Derfor giver det mening for programlægningen, at korene i stedet bliver sammensat løbende til de enkelte koncerter og opgaver.

Skuffede sangere

Sangerne i Filharmonisk kor synger gratis, og driften omfatter derfor pianist og dirigent. Alle 50 medlemmer er derfor en del af koret, fordi de elsker fælleskabet.

- Vi er med, fordi vi elsker klassisk musik og de store værker, og vi ser frem til at synge juleoratoriet, siger Julie Hauge Andersen.

Julie Hauge Andersen er ked af, at hun ikke kan fortsætte med at synge med de 49 andre medlemmer i Filharmonisk kor i Odense.
Julie Hauge Andersen er ked af, at hun ikke kan fortsætte med at synge med de 49 andre medlemmer i Filharmonisk kor i Odense.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Finn Schumacker forstår godt, at beslutningen om nedlæggelsen af koret ærgrer medlemmerne.

- Jeg forstår godt, at de er kede af det og ærgerlige over beslutningen, men jeg har lovet, at alle sangere i koret vil blive inviteret til at synge med i Odense Symfoniorkester. Så sangaktiviteterne fortsætter, bare ikke som samlet kor, men som rutinerede sangere i symfoniorkestret.

Julie Hauge Andersen er ked af, at hun fremover ikke skal dukke op til øvelse med koret hver torsdag, men hun mener også, at det tager noget fra publikum.

- Vi er kede af det på publikums vegne. Vi har vores eget publikum, som kommer for at høre os, og de koncerter, hvor vi har gymnasieelever med, kommer der også et nyt publikum.

Nu håber hun at opnå støtte fra kulturministeriet, så koret kan fortsætte. 

Oversigt

    Oversigt