Trækker i nattøjet: Flere byrådspolitikere takker ja til at overnatte hos letbanenaboer

Flere af Odenses byrådspolitikere har modtaget en invitation om at overnatte i lejligheder langs Odense Letbane. Mens borgmesteren ikke har taget stilling, så vil andre takke ja.

Tidligt torsdag morgen tikkede en invitation ind hos flere af Odenses byrådspolitikere. 

Naboerne til Odense Letbane har nemlig inviteret byrådspolitikere og letbanens ledelse på overnatning i en af de mange lejligheder, der ligger få meter fra letbanesporet.

De støjplagede naboer vil nemlig give politikere og letbaneansvarlige en "unik oplevelse" for selv mærke generne fra letbanen på egen krop. 

Mens borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og klimarådmand Tim Vermund (S) endnu ikke har taget stilling, så har andre i sinde at takke ja til tilbuddet.

Flere takker ja

Det gælder blandt andre rådmand Christoffer Lilleholt (V) og byrådsmedlem Araz Khan (V). 

- Jeg tænkte, at det var oplagt. Jeg må sige, at jeg blev dybt berørt af at høre om naboernes historier. Der er odenseanere, der har valgt at investere i en ejendom eller lejet en lejlighed op ad letbanen. Her blev man lovet, at den ikke vil larme, siger Christoffer Lilleholt (V) og tilføjer:  

- Nu er flere begyndt at bo andre steder. Derfor kunne jeg godt tænke mig at komme tættere på problemstillingen og mærke det på egen krop. 

Tilbuddet indebærer ifølge Nabogruppens talsmand  "en gratis overnatning med morgenmad hos en af vores medlemmer bosiddende langs Odense Letbane". 

Der vil sågar blive udleveret ørepropper, skriver Nabogruppen i invitationen.

- Så snart vi hører fra dig, vil vi sende dig nogle udvalgte datoer og overnatningsmuligheder, oplyses der videre i invitationen. 

quote Vi får meget viden som politikere, men det at opleve verden selv er nu engang det allerbedste

Christoffer Lilleholt, Rådmand, Venstre, Odense Kommune

At opleve det selv er det allerbedste

Venstre-politikerne forestiller sig allerede at gøre brug af tilbuddet mandag eller onsdag i næste uge, lyder det. Overnatningen skal bruges som "vidnesbyrd" til få en bedre forståelse for naboernes oplevelser fremadrettet i processen med letbanen.

- Vi får meget viden som politikere, men det at opleve verden selv er nu engang det allerbedste, tilføjer Christoffer Lilleholt (V).

Også by- og kulturrådmand Søren Windell (K) har også takket ja til tilbuddet om en overnatning, for han mener også, at det er bedst "se tingene med egne øjne", selvom han ser det som letbanens opgave at få det løst.

- Det er rart at komme indenfor for at mærke og høre, om kaffestellet rasler hele natten. Men indtil videre har jeg en klar forventning om, at støjproblemerne er noget, som letbanen skal håndtere, siger rådmand Søren Windell (K).

Hvornår trækker du så i nattøjet?

- Jeg har en stram kalender op til sommerferien, men mon ikke, at vi kan få det til at passe ind. For så behøver jeg heller ikke at høre på min kones snorken så længe, tilføjer han.

Ud over byrådspolitikerne og letbanens ledelse er driftsselskabet Keolis også inviteret.

Har ikke fået invitation

Det er dog ikke alle byrådsmedlemmer, der er blevet tilbudt samme mulighed for  overnatning i en af nabolejlighederne til letbanen.

Byrådsmedlem Reza Javid fra Enhedslisten har nemlig hverken hørt eller modtaget en invitation om tilbuddet. Men han kalder initiativet for en "god idé" og ville være positivt stemt over for at tage en overnatning i en af lejlighederne.

- Jeg har hørt meget om beboeres støjgener med letbanen. Hvis jeg fik mulighed for det, så kunne det være sjovt at prøve det på egen krop, siger Reza Javid. 

I invitationen oplyses der, at tilbuddet om overnatning vil være gældende hele juni. 

I Tyskland og Østrig døjede borgere for år tilbage med massive støjgener i gaderne fra letbanen, der er selvsamme grundmodel som letbanetoget i Odense. 

Dengang gik letbanen i München blandt andet under øgenavnet "Donnerwalze og "Rumpelbahn", fordi den lød som torden, når den bragede og vibrerede henover skinnerne i gaderne.


Oversigt

    Oversigt