Træner: Falken er stadig OBer

Rasmus Falk startede fredag på bænken for OB, men det skal han ikke nødvendigvis i de sidste kampe, lyder det.

OB led i sidste weekend et 0-1 nederlag mod allerede nedrykkede Hobro. Fredag havde fynboerne mulighed for at revanchere det nederlag mod Sønderjyske i Haderslev.

Men endnu en gang måtte OB forlade banen med nul point, da Sønderjyske vandt 3-1 i Superligaen.

En spiller, der kan være med til at skabe de ekstra chancer, er OB's kreatør Rasmus Falk, der startede på bænken, mens unge Mathias Greve fik chancen fra start.

Ifølge fynboernes cheftræner, Kent Nielsen, skyldes det ikke, at Rasmus Falk allerede har skrevet kontrakt med FC København fra næste sæson.

- Vi spillede med det hold, vi mente var bedst på dagen, og som, vi troede, kunne give os alle tre point. Vi følte også, det var vigtigt at give Greve endnu en kamp, siger Kent Nielsen.

På trods af at OB ikke har så meget at spille for i de sidste kampe, betyder det ikke nødvendigvis, at Rasmus Falks rolle på OB-holdet er udspillet.

- Han skal være med til at bidrage mest muligt, så vi kan vinde flest mulige kampe. Han er ikke færdig, og det har ham og jeg talt om. Vi ser ham stadig som en del af holdet, og derfor sad han også på bænken i dag.

- Nu tygger vi på dagens kamp og ser på efterveerne. Så tager vi til Aarhus og møder AGF med det hold, som, vi mener, kan skaffe os alle tre point, siger Kent Nielsen.

Mathias Greve stod efter kampen med en ærgerlig følelse og mener, at han og holdkammeraterne havde fortjent en bedre skæbne.

- De fik lagt et godt fysisk pres på os og fik scoret tidligt. Så fik vi udlignet. Derefter fik vi lidt mere momentum. Men laver man fejl mod det her Sønderjyske-hold, så bliver det straffet, og det gjorde de.

- Vi følte i pausen, at vi var godt med. Men vi kunne ikke rigtigt bryde spillet ned og få skabt de store chancer i anden halvleg, erkender Mathias Greve.

Oversigt

    Oversigt