Trak sig i 11. time: Nu kommer Konservative med ændringsforslag til 69 millioner

Inden et stort pressemøde, hvor en vækstplan for Odense Kommune skulle præsenteres, trak Det Konservative Folkeparti deres støtte. Nu kommer de med deres ændringsforslag.

69 millioner kroner er hvad det koster, hvis der skal handling bag de ord, som en vækstplan for Odense indeholder.

I hvert fald hvis man spørger Det Konservative Folkeparti.

De ekstra penge, som partiet vil tilføre, skal blandt andet gå til at få sagsbehandlingstiden for godkendelse af byggesager ned.

- Det er simpelthen ikke acceptabelt, at man kun kan komme i kontakt med afdelingen for byggesag fire timer om ugen, og at medarbejderne samtidig sidder med et helt urimeligt arbejdspres, siger den konservative rådmand Søren Windell.

quote 69 millioner kroner vil være tjent ind ved skabelse af cirka 600 nye jobs

Søren Windell

Foruden sagsbehandlingen af byggesager vil man sætte penge af til erhvervstiltag, kigge på fremkommeligheden især ved Grønløkkevej og man vil samle erhvervsrettede opgaver i enten Borgmesterforvaltningen eller By- og Kulturforvaltningen for at ensrette proceduren.

Derudover vil Konservative ansætte en erhvervschef på turismeområdet.

Skal finansieres via nye jobs

I en pressemeddelelse lyder det, at man er klar over, at det er en stor sum penge, som partiet foreslår, at man tilfører området over tre år.

- Vi er klar til at finde finansieringen sammen med byrådets øvrige partier, og i øvrigt så vil 69 millioner kroner være tjent ind ved skabelse af cirka 600 nye jobs, skriver Søren Windell.

Odenses socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, var ærgerlig over, at hverken Venstre eller Konservative var med ombord, da man sidste onsdag fremlagde vækstplanen sammen med både erhverslivet og uddannelsesinstitutioner.

I samme forbindelse forklarede Windell, hvorfor man havde været med så langt hen ad vejen, men havde trukket sig i sidste øjeblik.

- Der er sat ganske få penge af. Seks millioner kroner til at hjælpe erhvervslivet med at få byggesager igennem og få sagsbehandlingstiderne ned, og vi ligger alt, alt for højt, lød en del af forklaringen fra Søren Windell.