I det fynske folks tjeneste

Tre milliarder kroner: Renoveringspartner i Vollsmose fundet

Team Liva fra Sjælland indgår rammeaftale med boligselskabet Civica. Aftalen løber op i tre milliarder kroner.

1.000 boliger skal rives ned i Vollsmose, mens der skal bygges 1.600 nye boliger. Foto: Alexander Aagaard

Mens Odense Kommune i øjeblikket forhandler med økonomiske partnere til nybyggeriet i Vollsmose, har boligselskabet Civica indgået en såkaldt strategisk partnerskabsaftale med Team Liva fra Sjælland.

Team Liva består af entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen, Kant Arkitekter, Erik Arkitekter, Oluf Jørgensen, Sweco og Bymunch, og partnerskabet skal stå for renoveringarbejdet i fire områder i Vollsmose - herunder Bøgeparken og Lærkeparken.

Læs også Omdannelse af Vollsmose: Det ved vi om processen - og det skal der ske nu

Hele aftalen mellem de to partnere løber op i tre milliarder kroner, oplyser partnerskabsdirektør hos Enemærke og Petersen, Kim Thinggaard.

- Civica ønsker et partnerskab med et såkaldt leveranceteam og her kan vi tilbyde entreprenører, arkitekter og ingeniørrådgivning, siger Kim Tinggaard til TV 2 Fyn.

1.000 boliger skal rives ned i bydelen i Odense, mens der skal bygges 1600 nye boliger, som private investorer skal investere i.

Et af de større boligselskaber i området er Civica, som står for renoveringen af 1.150 boliger samt nedrivningen af 775 boliger.

Aftalen er foreløbig fireårig og indebærer også nybyggeri i samarbejde med Civica, men ikke i Vollsmose.

- Den del af projektet har vi ikke budt ind på, siger Kim Thinggaard.

Læs også Flere byder på Vollsmose: Investorer klar til ”Den Sidste Vollsmoseplan”

Enemærke og Petersen har stor erfaring med strategiske partnerskaber - senest med boligselskabet KAB og Københavns Kommune, oplyser Kim Thinggaard.