Tre skoler udpeget til modernisering

Renoveringen af de nedslidte skoler i Odense går i gang i løbet af næste år, og nu har Børn- og Ungeforvaltningen udpeget de tre skoler, som i første omgang skal moderniseres for 35 millioner kroner.

Odense Byråd afsatte i budgetforliget for næste år 137 millioner kroner til renovering og modernisering af de nedslidte skoler i Odense. Og nu har Børn- og Ungeforvaltningen udpeget tre skoler, som til næste år skal moderniseres for i alt 35 millioner kroner. 

Børnehuse udpeget til renovering

De tre skoler, der i første omgang bliver moderniseret, er, Højby Skole, Rasmus Rask-Skolen og Tarup Skole og derudover skal en lang række børnehuse også opgraderes til næste år. 

De 35 millioner kroner vil primært blive brugt til renovering af tage, ventilation og isolering, men pengene skal også gå til at forbedre lokalerne, så de fremtræder mere motiverende og inkluderende. Derudover vil skolerne og børnehusene få udskiftet døre og vinduer. 

Den trængte økonomi i Odense Kommune de senere år har betydet, at skolerne generelt trænger til en kærlig hånd, da bygningerne ikke er blevet vedligeholdt. 

I følge forvaltningen spiller moderniseringen af skolerne "positivt ind i understøttelse af Odenses ambition om at gå fra stor dansk by til dansk storby" og "det samlede løft på området vil betyde, at de sociale og faglige potentialer i endnu højere grad kan udmøntes rundt om på de odenseanske skoler og daginstitutioner." 

 

Oversigt

    Oversigt