Tredje uheld på få uger: Fodgænger påkørt af letbanen

En person er blevet kørt væk i en ambulance efter endnu et uheld med Odense Letbane. Det er det tredje uheld på bare tre uger.

Onsdag klokken 16.41 har Odense Letbane i krydset mellem Rosengårdcentret og Ikea været involveret i endnu et uheld.

TV 2 Fyns reporter på stedet fortæller, at én person er blevet båret ind i en ambulance. Både politi og redningsfolk er til stede i krydset ved Ørbækvej og Stærmosegårdsvej.

På Twitter skriver Fyns Politi, at en mandlig fodgænger er blevet påkørt, men at han er uden for livsfare.

Odense Letbane bekræfter ligeledes ulykken over for TV 2 Fyn.

- Det er en frygtelig hændelse, og det vigtigste er, at personen, der er kommet til skade forhåbenligt ikke er kommet alvorligt til skade, siger presseansvarlig ved Odense Letbane, Flemming Ø. Pedersen.  

Et øjenvidne fortæller til TV 2 Fyn, at han overværede uheldet. Han blev opmærksom på uheldet, da letbanetoget tudede og bremsede hårdt kort før sammenstødet med fodgængeren.

- Vi kender ikke de nærmere omstændigheder på nuværende tidspunkt. Toget har overvågningsvideo, der nu skal kigges igennem af politiet, forklarer Flemming Ø Pedersen.

Flere uheld

Det er det tredje uheld, letbanen har været involveret i siden den 30. november. 

Dengang kolliderede letbanen, der i øjeblikket kører testkørsel, med en bil i samme kryds ved Ørbækvej og Stærmosegårdsvej. 

Det viste sig efterfølgende, at bilisten var kørt over for rødt. Ingen kom til skade ved uheldet, men der skete betydelige skader på både letbanetoget og bilen.

Hvorvidt de to uheld i samme kryds giver anledning til nye sikkerhedsforanstaltninger er endnu for tidligt at tage stilling til, lyder det fra Odense Letbane.

I fredag i sidste uge skete endnu et letbaneuheld, da en svingende lastbil ramte letbanetoget.

Uheldet skete, da lastbilen svingede til højre fra Nyborgvej og ind ad en privat indkørsel, hvorefter lastbilens bagende, der under svinget kom til at rage ind over letbaneskinnerne, ramte bagenden af letbanetoget.

Stor sandsynlighed for at møde et letbanetog

I et opslag på Facebook oplyser Odense Letbane, at to personer var med i letbanetoget, da uheldet skekete – henholdsvis en instruktør og en elev under uddannelse som letbanefører. Ingen af de to er kommet fysisk til skade, men er ifølge opslaget påvirkede af hændelsen

- Vi er naturligvis meget berørte over, at en fodgænger er kommet til skade i forbindelse med én af vores træningskørsler. Heldigvis var beredskabet hurtigt til stede for at tage hånd om situationen, og vi sender vores tanker til den tilskadekomne. Nu undersøger politiet de nærmere omstændigheder ved uheldet, og i den forbindelse er vores videomateriale fra toget naturligvis til rådighed, siger Dan Ravn, chef for drift og vedligehold ved Odense Letbane.

De tre uheld er kommet, efter letbanen har intensiveret sine testkørsler i det meste af Odense. Derfor opfordrer man til, at trafikanter er særligt opmærksomme, fordi der er flere letbanevogne på sporene.  

- Der er tale om tre vidt forskellige hændelser. Når det er sagt, så hører det med, at antallet af letbanetog, der kører test, er højere nu end tidligere. Sandsynligheden for at møde et letbanetog i Odense er ganske stor, og jeg kan kun opfordre til at se sig en ekstra gang over skuldrene, når man færdes i nærheden af letbanesporet, siger Dan Ravn.

Oversigt

    Oversigt