Trods bekymring og lave passagertal: - Det er useriøst at bedømme, om det er en succes eller ej på så få dage

Selvom mindre end en tredjedel af det forventede antal passagerer har taget letbanen i juni, mener Odense Letbane, at det er "useriøst" at se på tallene.

Under en tredjedel af det forventede har brugt Odense Letbane i løbet af juni, viser nye tal. Og det bekymrer Christoffer Lilleholt, rådmand i Odense (V) og medlem af økonomiudvalget.

- Vi venter og håber på, at det bliver højere. Men vi må også sige, at letbanen har nyhedens interesse her i starten, og det kommer den ikke til at have månederne fremover, siger han til TV 2 Fyn torsdag.

Han er bange for, at Odense ender i samme situation som Aarhus med, at det bliver svært at nå de ønskede målsætninger for passagertal.

Ingen bekymring

De bekymringer bliver dog ikke delt af hans kollegaer i økonomiudvalget, som mener, at det tager tid at ændre vaner.

- Man ændrer jo ikke bare sådan sine vaner, fordi der kommer en letbane. Det skal odenseanerne lære, og det tyder på, at det er der en hel del, der er gået i gang med, siger borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel (A).

Rådmand Søren Windell (C), som ligeledes er med i økonomiudvalget, tager det også helt roligt.

- Det er en indkøringsfase. Lad os nu se, når den kommer hen og kører rigtigt. Busserne er også lige omstillet her fra 1. august. Det er alt, alt for tidligt at drage konklusioner om noget som helst, udtaler han.

Kan få konsekvenser for borgerne

Eksperter har dog kaldt prognosen på 29.900 passagerer om dagen i snit i 2022 for "vild" og "usandsynlig at nå", når der i juni kun har været 8.200 passagerer på hverdage.

- Hvis jeg skulle gætte, så tyder det jo på, at antallet af passagerer i sidste ende kommer til at skyde væsentligt under, hvad man har forventet, siger Mogens Fosgerau, som er professor ved Københavns Universitet.

Christoffer Lilleholdt frygter, at urealistiske beregninger vil få konsekvenser for odenseanerne.

- Hvis der ikke er nok passagerer, som tager den, vil det betyde, der skal findes penge andre steder. Det kan for eksempel være på velfærdsområdet, siger han.

Men den køber borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ikke.

- Mit svar til Christoffer Lilleholt, som har samme oplysninger fra økonomiudvalget, som jeg har, er, at det er for tidligt at drage de konklusioner. Der er ikke er kørselserfaringer nok.

"Useriøst" at bedømme nu

Bestyrelsesformanden i Odense Letbane mener heller ikke, at der er hold i kritikken.

- Jeg synes faktisk, det er ret useriøst at bedømme, om det er en succes eller ej på så få dage i en sommerperiode efter en start. Det, jeg fokuserer på som bestyrelsesformand, er, om vi holder regulariteten, og hvor hurtige vi er til at udbedre, når noget ikke kører til tiden, siger Jesper Rasmussen, bestyrelsesformand i Odense Letbane.

Ifølge ham har letbanen hele tiden forventet en indkøringsperiode med lavere passagertal.

- Vi hæfter os ikke så meget på, hvor mange passagerer, der har været de første få dage. For sådan nogle trafikmodeller kan man ikke vurdere på så kort tid. Det kan man simpelthen ikke.

Jesper Rasmussen mener, at man først kan begynde at se på tallene, når SDU er startet op efter sommerferien.