I det fynske folks tjeneste

Trods corona: Nye butikker blomstrer i Skibhuskvarteret

Selvom detailhandlen har været præget af konkurser og hjælpepakker det seneste år, oplever butikkerne i Skibhuskvarteret en stor opbakning fra de lokale beboere.

Beate Nørgaard Falk-Hansen frygter ikke at åbne en ny butik under coronapandemien. Foto: William Borst Lorentzen

Livet som erhvervsdrivende har det seneste år været hårdt.

Et hav af virksomheder har været truet af konkurs eller har måttet dreje nøglen om på grund af coronapandemien.

Læs også Erhvervslivet i knæ: Digitalisering har hjulpet mig gennem krisen

Alligevel har Skibhuskvarteret oplevet en stor opbakning fra de lokale beboere, og derfor blomstrer de små erhvervsdrivende i området. Det er i hvert fald det indtryk, man får, hvis man spørger Skibhusforeningens formand, Karen Klestrup, der selv har forretningen Cavithé på Skibhusvej.

- Vi har klaret os rigtig fint gennem pandemien på grund af lokalbefolkningen. De vil rigtig gerne Skibhuskvarteret og vil gerne have, at vi stadig har alle de små butikker. Folk har gerne ville stå i kø i lang tid bare for at komme ind til os, fortæller Karen Klestrup.

Karen Klestrup, butiksejer, Cavithé

Folk har gerne ville stå i kø i lang tid bare for at komme ind til os.

Ny delikatesseforretning 

I den kommende uge bliver Skibhusvej en specialforretning rigere, når den italienske delikatessebutik Casa Della Mamma åbner den 28. februar. Her bliver man mødt af friske råvarer, kraftig olivenolie og solmodne tomater – fra Italien, selvfølgelig. Og det er heller ikke et tilfælde, at det er i Skibhuskvarteret, at parret, Beate og Jesper, har valgt at slå dørene op.

- Vi har nogle rigtig gode venner, der bor rundt om hjørnet. Vi har altid syntes, at Skibhusvej var hyggelig, netop fordi der var en masse specialforretninger. Så da det her lokale blev ledigt, så tænkte vi, at vi skulle prøve, fortæller Beate Nørgaard Falk-Hansen.

Selvom erhvervslivet det seneste år har været presset, er det ikke noget, der har påvirket ejernes beslutning i at åbne den kommende butik.

- Vi tænker kun, at det kommer til at fungere. Folk skal jo have noget at spise, og der findes ikke noget bedre end italiensk mad - i hvert fald i vores øjne. Det eneste, vi har haft af bekymringer, er, at vi ikke kan få varer lige så hurtigt, som vi plejer at få. Det er det eneste, der har bekymret os, forklarer Beate Nørgaard Falk-Hansen.

Læs også Søndagens coronatal: Britisk variant er nu dominerende

En by i byen

Karen Klestrup fra Cavithé synes heller ikke, at andre burde frygte at starte en ny butik i området.

- Det er sådan, når man lægger en specialbutik op ad en anden specialbutik, så understøtter man hinanden. Hvis det ene sted mangler en speciel vare, kan man besøge den anden. Det går supergodt i spil, siger hun og fortsætter,

- Skibhuskvarteret kan holde sammen. Det har man altid sagt - det er en by i byen. Det er nærhed, vi vil hinanden, og det er det, der gør, at Skibhuskvarteret klarer sig godt, fortæller hun.

Læs også Lærkes mor fik hjerte og lunger: En andens valg gav Lærke ti år med sin mor og en lillebror