Trods dom for skyldnersvig: Windell beholder bestyrelsesplads

Formand for Nordatlantisk Hus, Claus Houden, oplyser til TV 2 Fyn tirsdag aften, at Søren Windell kan blive i bestyrelsen, selvom han for 14 år siden blev dømt for skyldnersvig

En 14 år gammel dom om skyldnersvig var ved at koste rådmand Søren Windell (K) pladsen i bestyrelseslokalet i Nordatlantisk Hus. Han kan dog blive siddende, oplyser bestyrelsesformand Claus Houden.

Siden rådmandens dom kom frem i medierne, har bestyrelsen drøftet, om Søren Windell kunne blive siddende. 

Reglerne er nemlig sådan, at et medlem skal træde ud af bestyrelsen, hvis han eller hun er dømt eller under personlig konkurs. 

Presseomtale skader Nordatlantisk Hus

I en pressemeddelelse skriver bestyrelsesformanden, at bestyrelsen er enige om, "at den øgede presseomtale af Rådmand Søren Windells personlige forhold skader Nordatlantisk Hus' formål om at skabe et samlingssted for Nordatlanten i Odense".

Odense Kommunes jurister har dog vurderet, at der ikke er grund til, at Søren Windell forlader bestyrelsen, fordi der er tale om en gammel sag, som ligger langt tilbage i tiden.

- Derfor har bestyrelsen valgt at stoppe det videre arbejde med at undersøge Windells kendte forhold og stiller os tilfreds med Borgmesterforvaltningen i Odense Kommunes vurdering, som er, at han fortsat kan sidde i bestyrelsen, fortæller Claus Houden.

Søren Windell blev i 2007 idømt tre måneders betinget fængsel for at forsøge at skjule 126.000 kroner under en personlig konkurs.

Hvad er skyldnersvig?

Oversigt

    Oversigt