Trods flere indlagte: OUH kan godt følge med – men vi er pressede allerede, siger direktør

Antallet af indlagte med covid-19 på OUH er tredoblet på få uger. – Vi har en god plan, siger lægelig direktør Bjarne Dahler-Eriksen.

Tirsdag er antallet af indlagte med coronavirus på Odense Universitetshospital steget til 15. For blot 18 dage siden var tallet fem. En af de nye indlagte er den fynske folketingspolitiker Lars Chr. Lilleholt, der mandag aften kom på hospitalet med coronavirus og lungebetændelse.

Selvom stigningen i antallet af indlagte er stor, ryster det ikke hospitalets lægelige direktør, Bjarne Dahler-Eriksen. De er godt forberedte på en eventuel udvikling, mener han.

quote Det er meget kompliceret for personalet at skulle isolere så mange patienter, og det presser os rigtig meget

Bjarne Dahler-Eriksen, lægelig direktør, OUH

- Vi har en eskaleringsplan, så vi ved, hvad vi skal gøre i forhold til hvor mange patienter, der kommer. Overstiger det et bestemt antal, øger vi bemandingen, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

Tirsdagens rekordhøje smittetal på 1.353 personer, fortæller samme historie som de stigende tal på OUH, mener direktøren.

- Vi er på en opadgående kurve, og vi kan ikke se ind i fremtiden, så vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Det er samme situation som i foråret, hvor kurven heldigvis faldt omkring påske. Men vi ved ikke, hvad der kommer til at ske nu. Dagens smittetal er rekord i Danmark, og antallet af indlagte stiger i hele Danmark. I vores region og på vores sygehus er det stille og roligt stigende, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

Afdeling fylder hel etage

På OUH har de foreløbigt besluttet, at covid-afsnittet på infektionsmedicinsk afdeling kommer til at fylde hele femte etage i højhuset på OUH.

- Vi har patienterne samlet i grupper, så vi ikke har covid-patienter ud over hele sygehuset. Vi udvider stille og roligt, og der kan være op til 20 patienter på den etage. Så fortsætter stigningen, må vi i gang med et nyt område, men det har vi også en plan for, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

Men selv om OUH er velforberedt og har planer for det meste, er presset på sygehuset allerede stort. Særligt i modtageafsnittet er der tryk på. Her skal de vurdere alle de personer, der bliver indlagt med symptomer, der muligvis kan være covid-19.

På hospitalet i Odense betyder det op mod 50 indlagte i det enkelte afsnit hver dag. I Svendborg cirka det halve.

- Vi er allerede pressede. Alle, der kommer ind med lungebetændelse eller vejrtrækningsbesvær, bliver isoleret i modtageafsnittet, indtil de får svar på en covid-test. Det er meget kompliceret for personalet at skulle isolere så mange patienter, og det presser os rigtig meget, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

På covid-afsnittet skal alle indlagte også isoleres, og personalet skal derfor tage en række ekstra hensyn.

- De skal hele tiden klæde om og passe på. Det tager mange ressourcer, så vi kan mærke det allerede på sygehuset, siger den lægelige direktør.

Ved mere end i foråret

På trods af det stigende pres er der også flere ting, der peger i den rigtige retning, hvis man sammenligner med situationen i foråret, mener Bjarne Dahler-Eriksen.

- Nationalt ved vi meget mere om, hvad vi har med at gøre. Vi er afhængige af, at befolkningen følger myndighedernes tiltag om at holde afstand, spritte af, bruge mundbind og så videre.

- Og så er det positivt, at patienter i dag typisk er indlagt i kortere tid. Nogle af vores nuværende behandlinger, blandt andet med remdesivir, afkorter forløbet for covid-patienterne, og vi kan se, at de patienter, der er indlagt, kommer sig hurtigere og kommer hurtigt hjem igen. Det er godt, for så får vi flere patienter igennem de samme pladser, forklarer direktøren og fortsætter:

- Så mange bliver smittede, men hvis de er på sygehuset i kortere tid, bliver det lettere for os.

Samtidig er der også færre indlagte på landets intensivafdelinger, hvilket var et stort tema i de første måneder med coronaviruspandemien.

I foråret var forholdstallet mellem antal indlagte og indlagte på intensiv ifølge Bjarne Dahler-Eriksen på 1:3 eller 1:4. Altså at for hver patient på intensiv var der tre eller fire på et almindeligt sengeafsnit.

- Nu er det nærmere 1:7 eller 1:8. Det betyder rigtig meget, fordi færre nu bliver så syge, at de skal på intensiv. Det gør en stor forskel for sygehusene, siger den lægelige direktør.

Hospitalet er lige nu i gang med at forsøge at indhente mange af de operationer og patientbehandlinger, der blev udskudt under forårets corona-relaterede pres på sygehusene. Derfor har de lige nu rigeligt at se til på OUH.

- Vi håber meget, at vi kan blive liggende på 10-20 patienter med coronavirus. Hvis vi får for eksempel 100 patienter, så vil vi også have rigtig mange patienter, der skal afklares. Det vil være en kæmpe opgave. Men lige nu kan vi følge med, og vi tager det, som det kommer, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

Oversigt

    Oversigt