Trods halv milliard kroner til letbanen: - Vi tager imod en trojansk hest

Selv om Odense står til at få over en halv milliard kroner af staten til anden etape af Odense Letbane, er hverken Venstre eller Konservative i Odense begejstret for udsigten til mere letbane i byen - til trods for at begge partier er med i aftalen.

581 millioner kroner er der sat af til anden etape af Odense Letbane i en stor infrastrukturplan, der kigger frem mod 2035.

I aftalen bliver der fremlagt projekter for omkring 161 milliarder kroner over de næste 14 år inden for kollektiv trafik, veje og støjværn, og selv om det glæder Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at godt halv milliard kroner af dem går til Odense Letbane, er oppositionen i Odense mindre begejstret.

- Det lyder umiddelbart som en dejlig gave, men jeg er bange for, at det er lidt af en trojansk hest, vi tager imod. Det er kun en tredjedel af finansieringen, der er på plads, og så kommer driften oveni, siger ældre- og handicaprådmand Søren Windell (K), der frygter, at det bliver en dyr gave for odenseanerne at tage imod.

Her er de fynske projekter

- Hvis dette bliver løftestangen til at få etape to, gældsætter vi også de næste 30 år på at betale det af, fortæller den konservative rådmand.

Lilleholt og Lilleholt: Derfor er mere letbane en dårlig idé

Heller ikke hos Venstre er der begejstring.

På Christiansborg er Venstre og Konservative med i den brede infrastrukturplan, men de lokale politikere i Odense støtter ikke planerne om mere letbane i Odense.

- Det er en frygtelig dyr gave for Odense. Det betyder, at odenseanerne skal betale en milliard kroner for at gå ud og anlægge letbanens etape to til Vollsmose, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

- Samtidig er driften efterfølgende utrolig dyr. Det betyder, at vi skal spare på vores busser og vores velfærd, tilføjer by- og kulturrådmanden.

Derfor er Venstre med i aftalen

Selv om Venstres landspolitikere er med i aftalen til 161 milliarder kroner, er Venstre som parti imod planerne om mere letbane i Odense.

- Jeg er lodret imod letbanen i Odense. Det er en rigtig dårlig idé, siger folketingsmedlem og tidligere Venstre-minister Lars Christian Lilleholt (V).

Alligevel er Venstre med i den store infrastrukturplan, der kigger frem mod 2035.

- Det er en del af en aftale mellem samtlige af Folketingets partier, og nogle partier har lagt vægt på nogle ting, og andre på noget andet. Jeg har lagt supermeget vægt på, at vi nu får færdiggjort motorvejen syd om Odense, forklarer det fynskvalgte folketingsmedlem.

Skærmbillede 2021-06-28 kl. 08.49.48

Borgmester: Dæmp retorikken om letbanen

Der har været tvivl om, hvorvidt staten ville støtte en eventuel anden etape af Odense Letbane, erkender Peter Rahbæk Juel.

- Det var jo ikke med i det oprindelige udspil, så jeg har brugt rigtig meget tid på at tale med selvfølgelig mine egne partifæller i regeringen, men også en række andre partier, siger Peter Rahbæk Juel.

Odense-borgmesteren udtrykker forhåbning om, at det brede forlig på Christiansborg, hvor alle partier er med i en aftale om Odenses letbaneplaner, også kan smitte af på stemningen i Odense.

- Jeg håber, at man vil dæmpe retorikken bare en anelse for de partier, eller også må de jo tage en snak internt med hinanden, siger Peter Rahbæk Juel.

Letbanens første etape åbner ved årsskiftet og strækker sig fra Tarup i nordvest til Hjallese syd for Odense.

Anden etape ændret

Oprindeligt var planen for anden etape, at den skulle gå fra Odense Zoo til Seden øst for Odense med mulighed for at lave en alternativ ruteføring, der skulle gå fra centrum til Seden.

Men i juni i år blev det alternative forslag gjort til hovedforslag, så Odense Kommune nu går efter, at letbanens anden etape kommer til at gå fra centrum til Seden.

Anden etape er endnu ikke politisk besluttet. Det bliver besluttet i 2022. 

Infrastrukturplan 2035

Oversigt

    Oversigt