Truslen er alvorlig: Odense søger terrorekspert

Politiets Efterretningstjeneste kalder terrortruslen mod Danmark "alvorlig". Derfor ansætter Odense Kommune en terrorekspert til at passe på byen.

Odense Kommune vil hyre en terrorekspert, der kan sikre, at odenseanerne trygt kan danse rundt til Tinderbox og samle sig til VM-kampe på Flakhaven uden at bekymre sig om angreb. 

Dermed kan et nyt jobopslag fra Odense Kommune inden længe finde vej til jobnet.dk. 

Terroreksperten skal sikre byen og odenseanerne ved events og andre lejligheder, hvor mange mennesker er samlet. 

Derudover skal den nye medarbejder sørge for VIP-gæsters sikkerhed, sikre mod ødelæggelse af bygninger og infrastruktur, sundhedsskadelige angreb og cyber-angreb.

- Odense kommune har i forvejen gode folk ansat der ved en masse om sikkerhed i bygninger i forhold til de ting, vi normalt forholder os til, herunder adgangskontrol, brand, overfaldsalarmer med videre. Men der kommer løbende nye "trusler" til, som vi er nødt til på vegne af borgene at forholde os til, siger Thomas Østergaard Jørgensen, afdelingschef ved Drift og Anlæg i Odense Kommune.

Odense Kommune modtog sidste år en henvendelse fra PET. I henvendelsen blev kommunen opfordret til at se på to konkrete pladser og opsætte hastighedsdæmpende foranstaltninger ved HC. Andersens hus og på Flakhaven. 

- Dette er som bekendt sket. I henvendelsen var der også en opfordring til at se mere generelt på byen, og det er en af de opgaver vi nu søger en medarbejder til. Vi bygger Odense om, og vi har i den forbindelse også behov for at se nogle år frem, siger Thomas Østergaard Jørgensen, som også ser et behov for løsning af den interne koordineringsopgave og samtænkningen i forhold til den kommunale beredskabsopgave. 

- Endvidere er det næsten dagligt, at man læser om forsøg på it-angreb, hvorfor dette område naturligvis også, har vores store bevågenhed, på samme måde som alle de store arrangementer der finder sted i Odense også har vores fokus, siger Thomas Østergaard Jørgensen.

Han siger desuden, at profilen for den medarbejder kommunen ønsker at rekruttere vil være helt på plads når stillingen bliver slået op:

- I denne omgang er det en udmøntning af politisk tilkendegivelse om retning og metodetilgang vi skal bruge en beslutning på.

Aktuel terrortrussel

Venstre har fremsat forslaget om at hyre en terrorekspert, så sikkerheden i kommunen er "tidssvarende i forhold til den øgede trussel som Europa oplever i øjeblikket" - og der er god grund til at ansætte en mand eller kvinde med forstand på terrorsikring i Odense.

Det mener Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Center for Terroranalyse (CTA).

I en mødedagsorden til by- og kulturudvalget står der blandt andet, at PET vurderer terrortruslen i Danmark til at være "aktuel og alvorlig". 

- CTA vurderer, at terrortruslen mod Danmark fortsat er alvorlig. Angreb med simple midler og kort planlægning er den mest sandsynlige angrebsform. Angreb i Danmark kan rettes mod ubeskyttede civile mål, herunder steder, hvor mange mennesker er samlet, og transportinfrastruktur, sikkerhedsmyndigheder og andre myndigheder, skrev PET i en rapport i januar i år.

Råder til en et-årig projektansættelse

Den 29. maj skal medlemmerne af by- og kulturudvalget tage endeligt stilling til, om kommunen skal ansætte en ekspert i terror, men By- og Kulturforvaltningen råder ifølge mødedagsordenen politikerne til at ansætte en sikkerhedskonsulent i en et-årig projektansættelse.

Stillingen skal finansieres af en pulje afsat til "En sikker by". Odense Kommune vil i alt bruge op mod en million kroner årligt i både 2018 og 2019 til at skabe en tryg by.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra by- og kulturrådmand Jane Jegind (V). Hun og de øvrige medlemmer af økonomiudvalget er på studietur i Holland.

Oversigt

    Oversigt