Tusindvis af DHL-løbere afprøvede særlig rute: - Så er der lidt at kigge på

DHL-stafetten blev sidste år aflyst på grund af coronapandemien, men i år bliver tusindvis af løbere igen sendt ud med stafetten.

Området omkring Skovsøen i Odense blev tirsdag indtaget af løbere fra hele landet, som skulle deltage i DHL Stafetten Odense. 

Og som noget nyt gik ruterne igennem to af Fyns største turistattraktioner. 

Ruten for løberne er en fem kilometer strækning på pladsen og gennem Fruens Bøge Skov. Som noget nyt går løbernes rute også igennem Odense Zoo, mens gå-holdene kommer rundt i blandt andet Hunderupskoven og afslutter med en tur i Den Fynske Landsby.

- Vi skulle udvikle os, for hvis ikke vi udvikler os, så sker der ikke rigtig noget. Vi så til den ene side, hvor vi har Odense Zoo liggende, og på den anden side havde vi Den Fynske Landsby, så hvorfor ikke få dem med ind i DHL Stafetten, siger Michael Nielsen, der er løbsleder for DHL Stafetten i Odense.

Tirsdag var den første af tre løbedage, og onsdag og torsdag skydes løberne igen i gang.

Stafetløberne skydes i gang klokken 17.00 og gå-ruten starter fra klokken 17.30.

De løbere, som TV 2 Fyns reporter kort fangede på løbeturen inde i Odense Zoo var bestemt ikke skuffede over årets nye rute.

- Det er en dejlig oplevelse. Så er der lidt at kigge på udover åen, som vi er vant til at kigge på, når vi løber, siger en af løberne. 

- Det er så dejligt med alle de dyr. Det er noget andet end bare at se dem ude fra stien. Men det er synd, man ikke kan se de røde pandaer. De gemmer sig oppe i grenene, siger en anden løber. 

Og det er sød musik i løbslederens øre, som var spændt på, hvad årets deltagere ville sige til en tur gennem turistattraktionerne.

- Jeg snakkede med nogen, og de var ovenud begejstret. Det var vi som arrangør rigtig, rigtig glade for, fordi det her ikke er en engangsting. Det er noget, vi gerne vil fortsætte med. Vi synes jo, det er fedt, vi kan sætte sådan nogle store attraktioner i spil, forklarer Michael Nielsen

Færre løbere end normalt

DHL Stafetten Odense afholdes på engen ved Skovsøen i Odense. På landsplan samler stafetten hvert år over 210.000 deltagere fordelt i København, Aarhus, Aabenraa, Aalborg og Odense.

I år skal 12.000 løbere og gående deltage DHL Stafetten i Odense. Det er cirka 4.000 færre end der plejer at være, men Michael Nielsen er alligevel glad.

- Det kommer selvfølgelig til at betyde, vi får lidt mindre på kistebunden, når vi er færdige. Men vi har også haft muligheder for at justere vores udgifter, så alt i alt er vi ovenud tilfredse.  

DHL Stafetten blev første gang afholdt i 1981.

12.000 løbende og gående deltagere kom enten i zoo og Den Fynske Landsby




Oversigt

    Oversigt