Tusindvis er ledige: Nu skal Odense Kommunes åbne sår lukkes

En specialgruppe med tidligere minister Carsten Koch i spidsen afleverer mandag sine bud på, hvordan Odense får flere i arbejde

Igennem en lang årrække har Odense Kommune forsøgt at få bragt ledigheden ned. Men indsatsen er fejlet, og i dag er der kun én kommune i landet, der har en højere ledighedsprocent end Odense.

Derfor blev den tidligere socialdemokratiske skatteminister og formand for Beskæftigelsesrådet, Carsten Koch, i efteråret tilkaldt, og mandag klokken 11.30 er han klar med sit og resten af Beskæftigelses Task Force Odenses løsningsforslag.

Sammen med fem andre med stor viden inden for jobindsatser har han brugt et halvt år på at analysere sammensætningen af kommunens ledige og kommunens nuværende indsats for at få de arbejdsløse i job.

Beskæftigelsesrådmanden i Odense, Steen Møller (K), har set Task Forcens anbefalinger, men han vil endnu ikke fortælle, hvad der er i vente fra Carsten Koch og de andre eksperter.    

- Jeg glæder mig rigtig meget til, at Beskæftigelses Task Force Odense løfter sløret for deres anbefalinger. Vi har en kæmpe udfordring med at få flere af vores ledige i job, og vi har brug for alle gode idéer. Vi er igang med at styrke vores indsats ved at øge antallet af samtaler med de ledige samt mere virksomhedsrettede indsatser. Og alt, der kan bakke op om vores fokus, er kun positivt, siger Steen Møller.

Du kan følge pressemødet live på TV 2/Fyns Facebook-side.

Odenses ledighedsprocent på 6,3 procent er landets andethøjeste, og målet er som minimum at nå ned på landsgennemsnittet, som er på 4,3 procent. Ifølge tidligere beregninger fra Odense Kommune vil der årligt være omkring 180 millioner kroner mere til kernevelfærd, hvis kommunen får nedbragt ledigheden til landsgennemsnittet.

Aben ligger hos en presset forvaltning

Det er kommunens Beskæftigelses- og Socialforvaltning, som har ansvaret for at få flere i job. En forvaltning som gennem de seneste år har været under stort pres.

I sommeren 2016 kunne Fyens Stiftstidende afsløre hvordan et frikommuneforsøg, som skulle få ledige tættere på arbejdsmarkedet, blev misbrugt til at spare op mod 25 millioner kroner om året.

I efteråret kunne TV 2/Fyn så beskrive en beskæftigelses- og socialforvaltning som var så presset, at den ikke kunne leve op til loven om samtaler og som en overgang var op mod 10.000 personsager bagud. Men trods de åbenlyse udfordringer var Carsten Koch i efteråret klar til at træde til.

- Det er en spændende, men også udfordrende opgave, der vil få betydning for rigtig mange mennesker i Odense, når task forcens idéer skal føres ud i livet, sagde Carsten Koch i efteråret.

Medlemmerne af Beskæftigelses Task Force Odense er:

  • Formand, Carsten Koch, Formand for Beskæftigelsesrådet, Fhv. skatteminister
  • Jørn Tolstrup Rohde, Bestyrelsesformand, 3C Group Bestyrelsesformand, Blue Ocean Robotics
  • Henrik Bjerke Jensen, Divisionsdirektør, ISS Cleaning DK
  • Nikolaj Malchow-Møller, Dekan, professor, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, SDU
  • Mette Gregersen, Vicedirektør, Akademikernes A-kasse
  • Mette Wier, Prodekan for forskning og omverdensrelationer, det samfundsvidenskabelige fakultet, professor, KU

TV 2/Fyn dækker sagen hele mandagen på både tv2fyn.dk, Facebook og på TV 2/Fyn Nyhedskanalen.

Oversigt

    Oversigt