TV 2 Fyn tester: Hvem er hurtigst - letbanen eller tidligere elitecykelrytter?

Få dage, inden Odense Letbanes åbning, tester TV 2 Fyn, hvem der er hurtigst på strækningen fra Tarupcentret til Hjallese Station. Letbanen eller TV 2 Fyns journalist, der tidligere har været professionel cykelrytter?

Lørdag åbner letbanen i Odense. Det betyder, at de odenseanske trafikanter skal vænne sig til helt nye transportvaner.

Men hvad er egentlig hurtigst? Er det at tage letbanen, cyklen, bilen eller bussen, når du skal fra den ene ende af Odense til den anden?

Det kommer nok an på både tidspunkt, transportmiddel, og hvor du skal hen, men på TV 2 Fyn satte vi os for at teste, hvem der er hurtigst på ruten fra Tarupcentret til Hjallese Station - letbanen eller TV 2 Fyns journalist og tidligere elitecykelrytter, Frederik Zeuner, på en cykel med ét gear. 

Skidt fra start

Kampstarten går, og letbanen og Frederik Zeuner kommer begge afsted samtidig, men allerede langs Rismarksvej kommer cykelrytteren under pres, da han kører i hård modvind, og letbanen kommer hurtigt foran. 

- Med den her modvind ville jeg ønske, at jeg sad inde i letbanetoget i stedet for at sidde på cyklen, kommenterer den tidligere elitecykelrytter til kameraet på cyklen.

Men Frederik Zeuner kommer efter det, da letbanen skal gøre holdt ved første stop, og dermed får han og cyklen et lille forspring. 

- Jeg er tilbage. Mit håb lever igen, siger Frederik Zeuner.

På en lang strækning ind mod centrum kæmper letbanen og cykelrytteren om, hvem der er forrest, men flere gange undervejs bliver Frederik Zeuner stoppet af røde lyskryds, mens letbanen har grøn bølge. 

- Det er frustrerende at skulle holde stille for rødt lys. Især fordi jeg kan se letbanen længere fremme, siger Frederik Zeuner. 

Lille forspring

Ind gennem midtbyen i Odense får Frederik Zeuner et forspring, da letbanen skal holde et længere stop ved Odense Banegårdscenter og køre med lav hastighed gennem Carl Nielsen Kvarteret. Det giver ekstra styrke til Frederik Zeuner, at han kan se letbanen bag sig, inden de bevæger sig ud mod Nyborgvej. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det motiverer mig, at jeg er foran. Det er en fordel for mig, at letbanen skal holde ved stop, så jeg kan komme længere foran, siger Frederik Zeuner. 

Men op ad Nyborgvej går det galt for den tidligere elitecykelrytter. Letbanen har igen grøn bølge hele vejen og kan målrettet køre op mod Ørbækvej, mens Frederik Zeuner troligt skal stoppe ved alle røde lyskryds. 

- Jeg er langt bagud, og min moral er virkelig ramt, siger Frederik Zeuner, mens han kæmper sig op ad den sidste del af Nyborgvej.  

Hvem er hurtigst på ruten fra Tarupcentret til Hjallese Station - journalist og tidligere professionel cykelrytter Frederik Zeuner eller letbanen?

Mødes igen 

Hen ad Ørbækvej er det kun de modkørende letbanetog, Frederik Zeuner møder, da duellanttoget er langt foran. Men ved SDU kan han igen skimte toget foran sig, og motivationen kommer igen. 

- Det har kostet mig min vejrtrækning at spurte efter letbanen, men nu er den lige foran mig. Jeg føler, jeg har haft mange marginaler imod mig, men når man tænker på, hvor meget jeg tabte op ad Nyborgvej, er det et mirakel, at jeg nu igen er med, siger Frederik Zeuner. 

Men allerede ude ved Nyt OUH bliver kampen afgjort. Letbanen kører tværs gennem det nye sygehus, mens cykelrytteren bliver nødt til at tage en stor omvej uden om, som koster dyrebar tid.

Fire minutter efter, at letbanen ankommer til Hjallese Station, kommer den tidligere elitecykelrytter spurtende langs letbanesporet og møder sin overmand ved endestationen. 

- Jeg accepterer nederlaget. Jeg tabte virkelig meget tid op ad Nyborgvej og så igen ved Nyt OUH. Det er virkelig ærgerligt, afslutter Frederik Zeuner.  

TV 2 Fyns Frederik Zeuner kunne dog ikke helt acceptere nederlaget alligevel. Efter arbejdstid tog han sin racercykel og cyklede hele turen en gang til. Denne gang kom han to minutter før letbanen. Og ligesom de studerende på SDU kommer TV 2 Fyns journalist nok også fortsat til at tage cyklen frem for letbanen. 

Se hele åbningen direkte

Oversigt

    Oversigt