I det fynske folks tjeneste

Tv-kokken Claus Holm: - Mad er blevet noget, der splitter familierne ad

Ved et event på Storms Pakhus i Odense går Claus Holm i rette med den stigende tendens til at dømme hinanden ud fra den livsstil, man har.

Claus Holm har brugt hele sit arbejdsliv som kok. Vel at mærke en kok med holdninger. Foto: Masoud Jafari Pouia

- Ved du hvad? Jeg har lavet mad i 33 år. Både til Hendes Majestæt og til Gud og hver mand. Jeg har oplevet, at mad er gået fra at være noget, der samlede os, til noget, der splitter os. Det er helt galt, raser tv-kokken Claus Holm.

Læs også Tre måneder i klimaets tjeneste: Svendborg-familier beviser, at man kan gøre rigtig meget

Han har mad på hjernen døgnet rundt. I mange år har Claus Holm lavet mad i "Go' Morgen Danmark" på TV2, ligesom han i kogebøger, til foredrag og i mange andre sammenhænge har talt varmt for den gode mad. Men noget har ændret sig undervejs.

Her får du billet

Det er gratis at deltage i "Min mad, din mad og vores meninger".
Klik her og reservér billetter

Jeg går ikke i ananas-sko

- Jeg har det sådan, at hvis jeg ved, at min gæst for eksempel ikke spiser kød, så er jeg da så rummelig, at jeg laver noget mad uden kød. Men jeg kan også komme ud for, at hvis jeg fortæller, at jeg elsker kød, så er jeg pludselig med til at ødelægge verden. Det er sgu da noget pjat. Bare fordi jeg ikke går i ananas-sko, så er jeg da ikke et dårligere menneske af den grund, mener Claus Holm.

Arrangement flytter

TV 2/FYN har valgt at flytte eventet Mad & Holdninger fra Café Odeon tirsdag d. 10. december til Storms Pakhus . Det sker for at undgå signalforvirring overfor vores brugere, mens vores kritiske dækning af Odeons aflysning af en Kina-kritisk teatertrup optræden, præger vores platforme. Det er et utilsigtet og uheldigt sammenfald af omstændigheder – ved at flytte eventet væk fra Odeon, undgår vi misforståelser og at Kina-historien påvirker eventen.

Fra hjemmet i Svendborg prøver han at udbrede forståelsen for forskelligheden i danskernes tilgang til mad. Men han oplever det, han kalder "food-shaming", at folk skælder ud på hinanden, hvis man ikke er fuldstændig enige.

En portion mad som denne veganske gryderet kan få diskussionen i gang mellem veganere og kødelskere. Foto: Preben Dahl

- Altså, jeg er tyk, ikke? Hvis jeg kommer gående med en pizza og en cola, så har folk straks en holdning til, hvorfor jeg er tyk. Men de kender da ikke min historie. Alligevel tillader de sig at have en holdning om mig, siger tv-kokken.

Som barn voksede han op i Vejle sammen med forældrene og tre brødre. Når klokken slog 17.00, samledes familien om det varme måltid.

- Min far fik to frikadeller og kartofler og grønt, mens vi drenge fik én frikadelle og tilbehør. Hvis der var en ekstra frikadelle, kunne vi pænt spørge om en til. Men dengang skulle jeg sgu ikke have fortalt, at jeg var blevet veganer. Så havde min far sagt, at jeg kunne spise det, der stod på bordet, eller gå sulten i seng. Det var da til at forstå, siger Claus Holm.

Debat om mad i Storms

Når han tirsdag den 10. december stiller op i Storms Pakhus i Odense, er det for at skabe en diskussion om mad og meninger med de fremmødte ved TV 2/Fyn Events arrangement. Ikke for at pege fingre.

- Jeg siger for eksempel, at jeg hverken er for eller imod økologi - jeg er på vej. Forstået på den måde, at hvis du trækker en gulerod op af jorden i Danmark, så smager den af gulerod. Og jeg er sikker på, at den er god - om den så er økologisk eller ej. Længere er historien ikke. Vi skal være her alle sammen. Der er ingen af os, der smadrer verden, mener Claus Holm og ser frem til mødet med mad-interesserede fynboer.

Læs også Claus Holm hylder også rygeosten: Tre nye rygeostopskrifter er klar her

På Café Odoen Social kan man vælge at spise med ved den daglige fællesspisning. Derefter sætter Claus Holm og fremtidsforskeren Louise Fredbo Nielsen scenen for en diskussion mellem de mange forskellige interessegrupper,der er inden for mad. De to vil, sammen med Preben Dahl fra TV 2/Fyn Event, give plads til alle holdninger.

- En undersøgelse har vist, at danskerne i gennemsnit tilbringer 11 minutter om dagen i et køkken - og det er vel at mærke af tvang og ikke af lyst. Vi skal have lysten tilbage, lyder det kontant fra Claus Holm.